28
MAJ
2013

37 Janus Andreas Bartholin la Cour

Posted By :
Comments : Off

37

Født 5. september 1837 på Thimgård. Død 13. oktober 1909. Søn af Otto August la Cour (nr. 12) og Ane Cathrine la Cour. Sigurd Møller skriver i “Nyere dansk malerkunst”, København 1884, s. 66: “Det var stærke naturindtryk, drengen modtog i den ejendommelige vestjyske egn, og tidlig fæstede de sig i hans sind. Næppe en halv snes år gammel var han gladest, når han kunne sysle med blyant og papir. Ene gik han omkring og lavede sig fantasibilleder, hele kompositioner, dem han tænkte sig udført til malerier: En tidlig morgen med dug og let gråvejr, en måneskinsaften ved stranden og således fremdeles en række af motiver, af hvilke adskillige uden tvivl senere er førte ud i virkeligheden i hans alvorlige produktion”.

I 1846 kom han i den videnskabelige realskole i Århus, men nogen egentlig undervisning i kunsten fik han først, da han var 13 år gammel, idet han blev vejledt i tegning af adjunkt, E. L. Høegh-Guldberg, der også lærte ham at omgås med oliefarverne. Han udførte omhyggelige studier efter naturen, men hengav sig også til friere kompositioner eller kopierede et eller andet landskabsmaleri, der stilledes til hans rådighed. I efteråret 1853 tog han til København, idet det allerede dengang var slået fast, at han skulle søge uddannelse som kunstner, og blev elev af Kiærschou, noget senere af Akademiet, i hvis tegneskole han studerede under Marstrand. Imidlertid gjorde han her ikke særlige fremskridt. Han lærte næppe nogensinde at tegne gode figurer, og det er også bekendt, hvorledes han så at sige aldrig anbragte staffage i sine billeder. Men derimod førte Marstrand sin elev til den udmærkede kunstkender, professor Høyen, der interesserede sig for den unge mands arbejder og rådede ham til fremtidig at søge vejledning hos P. C. Skovgård, af hvem han også blev modtagen med den største imødekommenhed.

Sit første maleri udstillede han i 1855, da han debuterede med et “Strandparti fra Helgenæs”. I de følgende år studerede han ved Vesterhavet, langs kysterne på Mols samt i Århusegnen og hjembragte derfra anselige billeder, af hvilke “Tidlig sommermorgen ud over en eng” 1861 indbragte ham den Neuhausenske Præmie. “Med dette arbejde indlededes en periode, i hvilken kunstneren, som hidtil havde lagt noget ensidig vægt på udtrykket for naturstemningen, drev energiske formstudier og høstede rigt udbytte af disse.” (Sophus Michaëlis i Salmonsens. Konversationsleks. 2 udg., bind 5, s. 266).

Af stor betydning for ham blev det, at han samme år kom til at bo hos maleren P. C. Skovgård, med hvem Høyen, som nævnt, fem år tidligere havde bragt ham i forbindelse, og hvis påvirkning han nød godt af. Dog “kan jeg egentlig ikke kaldes elev af ham, da jeg aldrig har malet under hans vejledning og altid om sommeren gik på egen hånd” (brev fra Janus la Cour til Frederik Barfod fra 1877), men da han stadig havde malerstue ved siden af Skovgård, fik denne naturligvis stor indflydelse på hans udvikling. Og gennem ham kom han i nærmere berøring med de betydeligste kunstnere, især Marstrand og Rump. “Disse kunstneres venlighed og overbærenhed mod mig og min virksomhed bevarer jeg i taknemlig erindring” skriver han i nogle utrykte, selvbiografiske optegnelser. Sin første udenlandsrejse tiltrådte han med Akademiets Stipendium 1865. Han drog over Paris, Sydfrankrig, Genna og Livorno til Rom. Var borte i to år, mest det sidste sted, hvor han malede ikke få sydlandske billeder, deriblandt det mægtigt virkende “Fra Pyrenæerne”, der blev udført næsten helt efter erindringen. Også vinteren 1865-66 tilbragte han i Rom, sommeren 1866 i Napoli og omegn og kom hjem i foråret 1867. Imidlertid var lysten til et forlænget ophold i Italien stor, og anden gang drog han derned i 1868 og malede dels under opholdet i Rom dels efter hjemkomsten i København bl a. sit skønne hovedværk “Aften ved Nemisøen”, et af hans farverigeste og mest poetiske værker, der hædredes med udstillingsmedaljen og købtes af kunstforeningen, ved hvis bortlodning det tilfaldt grev C. C. Danneskjold-Samsøe til Gisselfeld.

Senere kom en række meget omfangsrige billeder over motiver fra Danmark, Schweiz og Italien. “Omtrent ved midten af 1870-erne begynder de at vise påvirkning af nyere fransk kunst, foredraget bliver bredere uden dog at tabe i elegance, farven rigere og mere glansfuld. Den fremmede indflydelse blev dog aldrig stærkere, end at Janus vedblev at stå som udpræget repræsentant for vor nationale landskabskunst, efter mesterens død (1875) hovedmanden i den Skovgårdske skole, formsikker og ærlig i naturgengivelsen, i sit følelsesudtryk rolig, behersket og hjertelig, ikke sjælden vemodsfuld i dyb poetisk stemning” (Sophus Michaëlis i Salmonsens Konversationsleksikon bind 5, s. 266).

Han tilbragte sommeren 1871 i Schweiz og Norditalien, sommeren 1874 i Schweiz, Rom og Napoli og et par måneder af somrene 1875 og 1876 i Schweiz og foretog i de følgende år adskillige rejser til Sverige, Paris, Schweiz og Italien. 1872 var han blevet medlem af kunstakademiet, og 1883 udenlandsk medlem af kunstakademiet i Stockholm. I 1884 flyttede han til Mariendal ved Århus. Købte i efteråret 1888 Langballegård også ved Århus, “men i en rigere skovegn”, og flyttede derhen året efter. “Han søgte ensomhed i Jylland” skriver Joakim Skovgård (kunstbladet 1909, s. 268), “men det er næppe ret at mene, at han med årene var blevet menneskesky, snarere, at han elskede sin frihed og landet og ville have sin arbejdstid ubeskåren.” Selv erklærede han, at det var “et i mange år næret ønske om at komme til at bo hele året på landet”, der gjorde, at han bestemte sig til at flytte bort fra hovedstaden. I 1888 blev han titulær professor, 1892 ridder af Dannebrog, og samme år blev han malet af Otto Haslund til udstillingsbygningen. Han deltog kun lidt i udstillinger i udlandet, to gange i London, en gang i Wien, Berlin, Stockholm, Gøteborg og Kristiania (Oslo). Ved Akademiets årlige fest 23. marts 1910 – året efter hans død – mindedes dette ham gennem akademisekretær P. Johansens ord på følgende måde: “Til generationen efter ham (Vermehren) hørte Janus la Cour, den stille kunstner, den ensomme naturs skildrer, strengere og alvorligere elsker af den end måske nogen anden. Solskinnet i hans danske landskaber var kun blegt og køligt. Det lyse og festlige, som findes hos hans mester, P. C. Skovgård, er der kun et sjældent og svagt genskær af hos ham – mest når han skildrede sydens lande. Thi skønt hans væsen var så nær i slægt med den danske den jyske – natur, havde han tillige mere end nogen anden evne til at kunne forstå og tolke fremmed natur: Italiens klassiske stilfuldhed, Alpernes mægtige bjerge. Det var da ikke lyset, han søgte, men den fine form og de stærke linjer. Han arbejdede med en stærk, tungsindig alvor, med stålspændt flid, der lod ham ligesom mejsle sine billeder plastisk skarpe og faste i form og stemning – en stemning, der gerne fik styrke af hans særegne sans for det monumentale i ensomheden og tavsheden. Man har vovet at opholde sig ved, at han aldrig havde staffage-figurer i sine landskaber – man har forstået ham lidt nok til at savne dem. Stærk og indesluttet, dybt i pagt med naturen, undværede han helst menneskene. Naturen var ham størst og skønnest uden dem.”

I den ovennævnte skildring af Joakim Skovgård: “Minder om Janus la Cour” (Kunstbladet 1909) skriver han: “Flittigere maler end la Cour har Danmark næppe haft. Det var en fryd, når han kom fra en sommerrejse med sine bunker af ypperlige studier, så grundige og så rige på interessante belysninger. Man kunne også føle en tilfreds og berettiget stolthed, når han satte studie på studie frem på staffeliet for den undrende beskuer, f.eks. samme motiv på forskellig måde, og forklarede, at dette var tidlig morgen – han var morgenmand og stiklede på de malere, som kun malede aftenrøder – og dette en time senere, det næste middag og så eftermiddag og aften. Eller, at her havde han siddet på samme plet, blot drejet sig på stolen og malet til en anden side. Eller at dette var det samme som forrige, blot med skyer for solen, ligeså dette, men nu trak der et tordenvejr op, og at han blev våd, inden han kom hjem.

Han elskede naturen og det kære Helgenæs i alle belysninger, og gengav dem med myreflid. Luften var særlig noget for ham. Han fik forbavsende meget med af stemningen og af farvernes detailler i disse flygtige skyer, som render rent fra de fleste. At han fik alle markens blomster med, er forståeligere, de står dog nogle dage. Blandt dem var skarntyden ham kærest, når den på sine slanke stængler yndefuldt bærer sine lette hvide skærme langs veje, over enge og smykker vor lyse årstid. Og så rugen, inden den drær… Det er karakteristisk, at han tegnede en afbarket træstub med samme kærlighed, som vi andre en dejlig kvinde.”

“I sine stuer holdt han af nobel stil og orden. De var talende udtryk for hans smag, lidt kølige, men fine. Vågnede han om natten og fik i tanke, at et af hans hundrede og mange studier hang skævt på væggen, måtte han op at rette det, før han atter kunne sove.” Ugift.
(Ingen børn)