Testimonium from Pierre la Cour’s funeral

At vi ønsker at se os befriede fra det onde, som trykker os legemligt og åndeligt, er en attrå, nedlagt i vore sjæle og tilfælles for alle, men som først fuldkommen opnås ved en salig død. Vel er den frelse stor og befrielse vigtig, som nåden medfører at befries fra sine overtrædelser, og derimod at få et hjerte, som ikke fordømmer os, en retfærdighed som alene gælder for Gud, en plads i Guds hus og inden Guds mure, et navn bedre end sønners og døtres navn, er noget, som overgår alt i denne verden, og som ingen kender uden den som arnammer det; men i alt dette dog endnu i verden, en verden, som ligger i det onde, endnu sukkende under en byrde af et syndigt kød og blod og befindende en lov i sine lemmer stridende imod sin sinds lov, endnu ombærende et legeme sygdom og smertefulde tilfælde ja døden selv undergives, foruden mange andre ting. Herfra er ingen udgang eller fuldkommen frelse, førend livsens og dødsens Herre behager ved en salig død at indsamle sine fra det onde; da ophører alt det trykkende, døden skal da ikke være mere, ej heller sorg, ej heller pine, de første ting er faret bort.

Denne salighed og fuldkomne frelse er det, vi alle ønsker os af nåde for Christi Skyld. Herren berede os dertil! At vi med døden må ende vor møje, i døden begynde vort liv. Et liv hos Gud, et liv med Gud altid i evighed. Dertil er det vi og forhåbe vores salig afdøde indgangen, den i livet velædle og velfornemme, nu salige mand Peder LaCour, førhen forpagter på Strandet, hvis dødelige og forkrænkelige del vi i dag har ledsaget og nedsat i jorden, der at gemmes til forklarelsens dag, da det dødelige skal iføre sig udødelighed og det forkrænkelige uforkrænkehgbed.

Bemeldte salig afdøde var født til verden i AD 1716 d. 22. februar i Köpenich i det Brandenborgske. Hans fader var den velædle og velfornemme, nu salige mand Hr Dornumville de LaCour, moderen den velædle og velfornemme nu salige Madamee Marie Foziehac, begge af fransk extraetjon. Såsnart disse kære forældre af Herren var i deres hellige ægteskab velsignede med denne deres kære søn, har de straks ladet ham delagtiggøre i den hellige dåb, at han, som af naturen var fremmed fra det liv, som er af Gud, måtte ved dåben, som Igenfødelsens Bad aftoes og helliggøres i vor Herres Jesu navn og ved vor Guds ånd og således berettiges til Guds rige og den Salighed, som er i Christi Jesu. Nogle få – nemlig otte – måneder efter den salig afdødes fødsel, forlod hans forældre Köpenich og drog til Frankrig, og såsom vores salig afdøde var den tid i sin spæde barndom og altså ikke af kræfter til at udholde så lang en rejses besværligbed, blev han af sine forældre, førend deres afrejse, forskikket til sine morforældre, da boende i Halle i Saxen, for hos dem at opdrages.

Bemeldte den salig afdødes kære morforældre, som med velvillighed modtoge ham, har ikke alene al tilbørlig og fornøden omhu for hans opfostring; men og for alle ting så derhen, at han måtte lære at kende den eneste sande Gud og den af ham udsendte søn Jesus Christus og derfor, så snart år og alder vilde tillade det, lod ham oplære i sin børnelærdom og Guds kundskab, samt desforuden undervise i regning og skrivning. Af sine morforældre blev han derefter sat i den latinske skole i Halle, hvilken han freqventerede i fire år og imidlertid aseenderede til 4. lectie, da han endnu ikkun var 11 år. AD 1728 flyttede hans morforældre til Leipzig, hvorhen han medfulgte og der foruden videre undervisning i regning og skrivning blev informeret i musikken. AD 1730 kom han med sine morforældre til Berlin, hvor han atter blev sat i den latinske skole, og da han efter nogen tids forløb, skulde have ascenderet i 5. lectie, blev han af velbårne, nu salig Fru Majorinde de Lasson, da boende på Åkjær, forskrevet herind til Dannemark for at informere hendes da unge søn i det franske sprog. Til hvilken ende han ankom her til landet AD 1732 i sit alders 16. år. Hos højbemeldte nu salig Fru Majorinde de Lasson forblev han i tjeneste indtil AD 1736, da han af sit højbemeldte herskab blev recommenderet til velbårne nu salig Fru Oberstlieutenantinde Berregård på Ørslevkloster for ligeledes at informere hendes søn høj- og velbårne nu salig Hr. Kammerjunker Berregård i det franske sprog og forblev sammesteds indtil AD 1742, da han formedelst højbemeldte Hr. Kammerjunker Berregårds da forestående udenlandsrejse qviterede. AD 1743 kom han ligeledes som sprogmester i tjeneste hos velbårne nu salig Hr. Lassen til Bjørnsholm, hvorfra han AD 1747 af høj- og velbårne Hr Kammerjunker Berregård, som da opholdt sig i København, blev begæret som sekretair, i hvilken tjeneste han forblev indtil AD 1750, da højbemeldte nu salige Herre beskikkede ham til foged for Stårupgård og gods og året derefter ligeledes for Ørslevkloster og Strandet, hvilken tjeneste han forestod indtil AD 1757, da højbemelte nu salig Hr. Kammerherre Berregård overdrog ham Strandet i forpagtning.

AD 1751 indlod han sig i det hellige ægteskab celebreret på Ørslevkloster, d. 13. juli samme år i hvilket, som blev fremdraget i en sand og oprigtig kærlighed og enighed og vedvarede til AD 1763 d. 24. februar, da det behagede Herren at opløse dette kærlige ægtebånd og ved den timelige død at bortkalde hans nu salige ægtefælle. Herren velsignede dem med fire sønner og fire døtre, hvoraf dog en søn forud for moderen i Herren var hensovet.

Da han nu altså efter Herrens vilje måtte prøve dette sørgelige, formedelst den timelige død at se sig skilt ved en kærlig og oprigtig ægtefælle og en moder for sine børn, behagede det Herren, hvis råd er underlig, men som fuldkommer dog alting herlig, igen at tilskikke ham en kjærlig ægtefælle og omhyggelig moder for hans børn i den velædle og dydzirede jomfru Christiana Friderica Nohr, hans nu efterladte og dybsørgende enke, som han AD 1763 d. 26. august på Frusholt indlod sig i det hellige ægteskab med, og imod hvem han stedse, ligesom hun imod ham, har vist et ømt og kærligt hjerte og en redelig og oprigtig omgang i deres ægteskab, som vedvarede i 11 år og nogle måneder, velsignet i samme af Herren med to sønner, som tillige med moderen samt de tre sønner og fire døtre af første ægteskab sørgeligst efterleves.

Han som er de faderløses fader og enkers forsvar, han være det for de efterladte, som savner den afdøde, der stedse viste sig iblandt os oprigtig mod sin Gud, redelig imod sin næste, kærlig imod sin ægtefælle og en påmindende fader for sine børn. Hvad nu til sidst vores salig afdødes død og udgang af verden er anlangende, da har han siden høstens tid næstafvigte år været Afveksling af en og anden til dels smertefulde tilfælde undergiven, som, omendskønt Herren deri nogle uger førend hans død forundte ham lindring og forskånede for det smertelige, dog svækkede mer og mer hans livs og legemes kræfter, hvorfor han, som så sit Pauluns aflæggelse at være forhånden, lod til sig kalde næstafvigte 8. marts velærværdige Hr. Povel Amptrup for at delagtiggøres i vor Frelsers allerhelligste legeme og blod, hvorefter han med et opløftet sind til Gud og i tillid til vor Herres Jesu blodige forsoning forventede sin opløsning, som indfaldt sidstafvigte i 4. marts, da han omskiftede tiden med evigheden, efter at han havde levet her i 59 år 2 uger og 5 dage, som var hans år og alder.