Slægtens våbenskjold stammer fra en såkaldt signet – et stempel der blev brugt til laksegl – som Pierre la Cour havde med sig, da han kom til Danmark i 1732. Signeten ses på billederne herunder. Billedet nederst til højre et spejlvendt, så den viser, hvordan aftrykket af signeten har set ud. Der findes ingen optegnelser om, hvor våbenskjoldet kommer fra eller en præcis beskrivelse af dets elementer. Bladt andet har der gennem tiderne været talrige diskussioner af, hvad det er for en genstand, den rustningsklædte arm holder.

Kort tid efter etableringen af Slægtsforeningen i 1914 igangsatte Slægtsforeningens kasserer P.E Dornonville de la Cour en undersøgelse hos Dansk Heraldisk Samfund på grundlag af signeten. Resultatet var det våbenskjold tegnet af etatsråd, professor H.B. Storck, der nu er foreningens officielle, og som ses herover. Våbenskjoldet blev i 1917 beskrevet som følger:

”Våbnets afgørende bestanddele – hjelmmærke og skjoldmærke – fastslås således: Hjelmmærket er en harniskklædt arm holdende en palmegren (ikke en pennefjer). Det fremgår tydeligt af originalsignetet fra Pierre la Cour, alle kyndige er ikke i tvivl, stillingen og formen giver det straks. Dertil kommer at det vil være en sjældenhed at finde en væbnet arm svingende en pennefjer, hvorimod man udmærket godt kender palmegrenen (sejrspalmen). Man kan jo også tænke sig at den bare symboliserer ’Syden’ (Frankrig) eller mindet om en forfaders kamp i Afrika (Spanien).”

Om skjoldmærket oplyses, at taget kan være farvet rødt, mens den øvrige del af huset skal stå i konturer med vinduer, port og skorsten. I øvrigt understreges det, at mens skjoldmærket og hjelmmærket falder i arv fra generation til generation, kan skjoldform og hjelmform med hjelmklæde ændres, og hvad farverne angår kan slægten een gang for alle vælge disse, da man ikke på grundlag af Pierre la Cours signet eller ad anden vej på forhånd har angivet disse.

Efter samråd med Dansk Heraldisk Samfund blev det ovenfor angivne våben herefter tegnet med de farver, der må regnes for slægtens farver for fremtiden: Skjoldmærket er et hvidt hus i konturer med port og to vinduer og et rødt tag på blå bund. På hjelmen er en sølvharniskklædt arm, der griber om en grøn palmegren med rød stilkspids og blodsdråbe. Hjelmklædet er indvendigt sølv og udvendig til den ene side rødt og den anden blåt. Herved symboliseres både danske og franske farver sammen med “Sydens” palmegren brutalt udrevet af hovedstammen.