Spændende nye historier i Slægtsbogen 2020

Efterkommere af slaver

46 Poul Frederik Worm

Han blev født den 13. oktober 1790 i København og døde i 1825. Han var søn af Peder Worm og Appolone Dorothea Worm. Han boede ved folketællingen i 1801 sammen med sin mor og storebror hos sin onkel Jørgen (nr. 09) i Odder. Han blev fuldmægtig på St. Thomas i Vestindien. Ifølge en historie fortalt at hans tipoldebarn Martha i 1920 skulle han som barn have ønsket at blive sømand, og kort efter hans konfirmation stod han til søs på et skib, der skulle til Vestindien. Han blev dog meget søsyg, og da han nåede de Dansk Vestindiske øer, rådede kaptajnen ham til at blive på St. Thomas og hvile sig, til de kom tilbage på hjemvejen to uger senere. Skibet dukkede dog aldrig op, og han blev derfor boende på St. Thomas. Han blev gift med Anna Dorothea Worm (f. Mørch). Hun var formentlig enten selv frigivet slave eller datter af en (frigivet) slave. Hun står angivet i registeret over frie sorte i det Dansk Vestindiske Slaveregister fra 1831-1832, som sammen med P.F. Worm at være forældre til tre børn. (Pouls og Annas ældste søn var på dette tidspunkt sendt i pleje i Danmark). Der findes registreringer af en dansk slaveejer ved navn Mørch, så Anna kan have været datter af en dansk far og en slave. (4 børn – Nr. 56-59)

56 Fritz Absalon Worm

Han blev født den 20. oktober 1820 på St Thomas, Vestindien og døde den 2. august 1862 i København. Han var søn af Poul Frederik Worm og Anna Dorothea Worm. Efter hans afdøde fars ønske, blev han som 7-årig sendt hjem til Danmark i pleje hos sin onkel Peter (nr. 45), der var præst i Hyllested på Djursland. Han boede på præstegården sammen med sine to yngre kusiner (nr. 47 og 49) og fætter (nr. 48). Senere flyttede han med sin onkel og dennes familie til Kristrup, hvor han boede i 1840. Han ville gerne være landmand og i 1841 kom han til Skærsø, hvor han var foged eller forvalter i 10 år. Han flyttede derefter til en gård i Grauballe i Svostrup Sogn nordvest for Silkeborg. Her boede han ved folketællingen i 1860 med sin hustru, deres syv børn og tre tjenestefolk. Hans natskjorte ar bevaret på et museum i Elkhorn, Iowa, USA (se side 335). Han blev gift den 28. juli 1848 i Dråby med Jensine Worm (f. Rasmusdatter). Hun blev født den 11. februar 1827 i Graulev By, Fuglslev Sogn, Randers Amt. Dødsdato ukendt. Hun var datter af Rasmus Rasmussen og Mette Marie Sørensdatter. (7 børn – Grauballelinjen)

57 Louise Worm

Hun blev født i ca. 1821 på St Thomas, Vestindien. Dødsdato ukendt. Hun var datter af Poul Frederik Worm og Anna Dorothea Worm. Hun står angivet som ”colored” i den Dansk Vestindiske Slavefortegnelse fra 1831-1832. (Ingen børn oplyst)

 58 Anna Worm

Hun blev født i ca. 1822 på St Thomas, Vestindien. Dødsdato ukendt. Hun var datter af Poul Frederik Worm og Anna Dorothea Worm. Hun står angivet som ”colored” i den Dansk Vestindiske Slavefortegnelse fra 1831-1832. (Ingen børn oplyst)

 59 Peter Worm

Han blev født i ca. 1825 på St Thomas, Vestindien. Dødsdato ukendt. Han var søn af Poul Frederik Worm og Anna Dorothea Worm. Han står angivet som ”colored” i den Dansk Vestindiske Slavefortegnelse fra 1831-1832. (Ingen børn oplyst)

Filmstjernen med de eksotiske ægtemænd

42-41 Else Vett

Hun blev født den 23. juni 1901 i Aarhus (f. la Cour) og døde i 1964 i Los Angeles. Hun var datter af Paul Victor Dornonville de la Cour og Mette Marie Dornonville de la Cour (f. Simpson). Hun blev skuespilleruddannet i London, Berlin og New York, og boede også en periode i Paris. I 1920 gik hun ind i filmbranchen med kunstnernavnet Elsie Fuller. Hun havde hovedrollen i O. Henry Stories. Hun var i to år hos filmstudiet U.F.A. Berlin og et år i London hvor hun studerede skuespil og skrivning. Hun havde en stor rolle i den tyske stumfilm Die Andere (på engelsk The Other Woman) fra 1924. Den blev instrueret af Gerhard Lamprecht og havde Xenia Desni og Fritz Alberti i hovedrollerne. Hun skrev manuskriptet til den 60 minutter lange amerikanske stumfilm The Woman on Trial baseret på skuespillet Confession af Erno Wajda (aka Ernest Vajda). Den blev produceret af Paramount Picture i 1927, instrueret af Mauritz Stiller og med Pola Negri i hovedrollen. Hun blev gift første gang den 3. januar 1927 med Gustav Wilhelm Viktor von Koczian-Miskolczy. Han blev født den 15. maj 1877 i Brünn, Mähren, Østrig-Ungarn (f. Koczian) og døde den 12. juli 1958 i Oberndorf ved Salzburg. Han var søn af Hugo August von Koczian og Johanna Rosa von Koczian (f. Poche). Han blev døbt den 27. maj 1877. Som lille boede han på Dörnrössel 5 i Brünn (nuværende Brno i Tjekkiet). Han kom som ung på hærens kadetskole i Wien, hvor han bestod i 1898. Fra august 1898 til oktober 1899 var han kadetofficer og blev i oktober 1899 udnævnt til løjtnant. I 1904 blev han udnævnt til overløjtnant i det 137. dragonregiment. Han boede på dette tidspunkt på Pfauengasse 8 i Wien. I 1908 forlod han hæren, flyttede til Tyskland og blev direktør for Rheinischen Automobil Fabrik AG i Mannheim. Her var han til december 1910. Ved verdenskrigens udbrud i september 1914 gik han ind i militæret på tysk side som ritmester af reserven i 13. dragonregiment. Han blev mobiliseret til krigstjeneste i 1915, og modtog den 9. juni 1915 officerskorset af Franz Josef Ordenen med krigsdekoration. Den 3. februar 1916 blev han adopteret af Stefan Miskolczy og skiftede navn til Koczian-Miskolczy. Den 1. april 1916 blev han fritstillet fra militæret af sundhedsmæssige grunde. Han boede derefter et par år på Hotel Bristol i Wien, og flyttede så i 1919 til Konstanzer Strasse 10 i Berlin, hvor han nedsatte sig som købmand. Den 20. november 1919 blev han gift med Oswalda Stäglich. I efteråret 1925 blev han skilt fra Oswalda og immigrerede til USA. Han blev filmproducerassistent og boede på Hayworth Avenue i Hollywood. I 1927 var han militær-tekniker på filmen Hotel Imperial med Pola Negri. I 1929 var han manager for den danske stumfilmskuespiller Otto Matiesen (aka Otto Matieson). Gustav var gift med Else fra januar 1927 til september 1932. Han flyttede til New York, hvor han i 1935 blev gift med Lydia Alexandra Grosspietsch. Efter 2. verdenskrig flyttede han tilbage til Østrig hvor han fra 1946 til sin død i 1958 boede på Schloss Wiitwörth ved Salzburg. Else blev gift anden gang den 23. april 1942 i Los Angeles med William Vett. Han blev født den 31. december 1879 i København og døde den 3. december 1962 i Rio de Janiero, Brasilien. Han var søn af Lemming Emil Valentinus Vett og Caroline Adolphine Vett (f. Langballe) I 1939 immigrerede han til Brasilien. Han var direktør. (Ingen børn)

Modstandsmanden der blev henrettet

62-B2 Erik Crone

Han blev født den 29. maj 1919 og døde den 27. februar 1945. Han var søn af Gustav Crone og Dorothy Victoria Crone. Han tog realeksamen fra Holte Gymnasium i 1935 og læste derefter handel i to år i Italien og England. Han tog afsluttende eksamen fra Niels Brocks Handelsskole i 1939. Han aftjente værnepligt ved 1. regiment 1940, og blev kornet. I 1941 blev han student fra Akademisk Kursus. Han påbegyndte et universitetsstudium i nationaløkonomi og oprettede senere eget reklamebureau. Han oplevede en velhavende barndom og ungdom, hvor den formue, hans mor bragte ind i ægteskabet, tillod ham at lave et liv som boheme. Fra sit hjem var han stærkt nationalt præget og i maj 1942 oprettede han sit eget illegale blad „Antinazisten“. Han var endvidere fra november 1943 tilknyttet det illegale blad „Folk og Frihed“ og „Studenternes Efterretningstjeneste“. Han blev arresteret den 8. februar 1944 sammen med flere andre fra Studenternes Efterretningstjeneste og blev interneret i Horserødlejren indtil den 28. maj 1944. Ikke så snart var han sluppet fri, før han igen begyndte sit illegale arbejde under dæknavnet „Husum“ blandt andet med illegale transporter, særligt transportgruppen „Speditøren“. I efteråret 1944 blev Erik Crone sammen med shippingmanden Knud Skou, som også var reserveofficer, involveret i den illegale transport af 3000 svenske Husqvarna-maskinpistoler til Danmark. Disse våben blev kernen i en langvarig og bitter strid mellem den militære og den civile del af modstandsbevægelsen. Våbnene blev købt for statsmidler efter aftale mellem den illegale ”Lille Generalstab” og den designerede statsminister, Vilhelm Buhl. For ikke at bringe Buhl i vanskeligheder, hvis købet blev offentligt kendt, var det skibsreder A.P. Møller som stillede sikkerhed for det svenske banklån, som finansierede handelen. Aftalen mellem Generalstaben og Buhl var, at våbnene skulle fordeles med halvdelen til Generalstabens såkaldte O-grupper og halvdelen til de civile modstandsorganisationer. De svenske våben blev sejlet til København på skibe chartret af Søværnets illegale transportorganisation. Ét af disse skibe var M/S Vanjan, som Knud Skou var korresponderende reder for. Skibet indgik i en transportorganisation oprettet af Studenternes Efterretningstjeneste og sejlede i alt ca. 200 af de svenske våben til København. Første sending med M/S Vanjan ankom 29. oktober 1944 og omfattede ti kasser à fem maskinpistoler. Indtil den 13. november gennemførte skibet endnu to eller tre sejladser med våben. Det var aftalt med kaptajn Svend Schjødt-Eriksen fra generalstaben, at hæren skulle stå for modtagelse samt den videre transport og fordeling af våbnene, men angiveligt på grund af svigt i kommunikationen med hærens transportorganisation valgte Erik Crone og Knud Skou selv at stå for opgaven. Dette førte til rygter i illegale kredse om, at de forsøgte at ”stjæle” våbnene. Rygterne var delvis sande, idet de havde besluttet at tage nogle kasser ud af hver sending, fordi de frygtede, at den aktive modstandsbevægelse ellers ikke ville få del i våbnene. De våben, som Crone og Skou stak til side, skulle gå til deres egen organisation, Studenternes Efterretningstjeneste, og til modstandsgruppen Holger Danske. I sidste halvdel af november 1944 blev der udstedt en likvideringsordre på Crone og Skou til Holger Danske, hvis likvideringsgruppe arrangerede et møde med de to på Skovriderkroen i Charlottenlund den 23. november 1944. Da de mødte op, blev de beskudt af to mænd, deriblandt Erling Reck-Magnussen (kaldet “Gustav”). Skou blev dræbt på stedet, mens Crone blev ramt i skulderen og formåede af flygte.

Det er senere blevet påstået, at det var kaptajn Schjødt-Eriksen, som udstedte likviderings-ordren på Crone og Skou. Dette benægter Schjødt-Eriksen i sin erindringsbog, idet han dog medgiver, at han svagt erindrer at have videregivet en besked om at Skou var stikker, en besked om han modtog via den hemmelige telefonforbindelse til Sverige kaldet Pilken. Denne besked blev – ifølge Schjødt-Eriksen – videregivet til professor Erik Husfeldt, medlem af Frihedsrådet. Da der nogle dage senere – igen via Pilken – kom en meddelelse om, at oplysningen om Skous stikkervirksomhed var forkert, blev også denne besked videregivet til Husfeldt, men da var attentatet på de to allerede en kendsgerning. Det er således fortsat uklart hvem der udstedte likvideringsordren på Crone og Skou, og på hvilket grundlag den blev udstedt. Det er også uklart, om likvideringsordren omfattede dem begge eller kun Skou, således at Crone kun blev ramt fordi han var i selskab med Skou. Erik Crone nåede dog kun at leve nogle måneder til, førend han arresteret af Gestapo. Han blev stukket af en dansk Gestapo-meddeler, Erik William Petersen kaldet “Gottfried”, og dernæst lokket til et møde med Anna Lund Lorenzen fra Lorenzen-gruppen, hvis farlighed han ikke havde nogen anelse om. Den 19. december 1944 mødtes han med Anna Lund Lorenzen i en sporvognsrazzia på Tietgensbroen og blev anholdt af HIPO-folk og indsat i Vestre Fængsel, hvorfra han en måned senere blev flyttet til Shellhuset. I februar satte Gestapo hårdt mod hårdt og begyndte at anvende tortur, samtidig med at Crones stikker fortsat leverede oplysninger, som kompromitterede Crone. Den 26. februar blev han dømt til døden ved en tysk krigsret, og dagen efter skrev han sit afskedsbrev og blev sammen med ni andre henrettet i Ryvangen samme dag om aftenen. (Kilde: Wikipedia) (Ingen børn)

 

 

English