52 Lauritz Ulrik la Cour

 52M(b) 52M(a) 52M(c)

Født 6. april 1802 i Odder. Død 27. februar 1875. Søn af Jørgen la Cour (nr. 09) og Charlotte la Cour. Han var kun 7 ½ år gammel, da hans fader døde, og da moderen ikke kunne beholde alle sine 5 sønner hos sig (det var kårene ikke til), blev han taget i huset hos krigsråd Hans Christian Møller (1776-1838), der var forpagter på Rodstenseje, og hans hustru Ditlevine von Voss (1779- 1834). Samtidig kom hans bror, Holger, som nævnt, i huset hos ejeren af gården, kammerjunker von Voss, der var en bror til Møllers kone. De to drenge kunne altså daglig se hinanden og fik også fælles huslærer. Krigsråd Møller og hans hustru, der hørte til Jørgen la Cour og Lotte Guldbergs kæreste og stadige omgangskreds, tog opdragelsen strengt, og det kan derfor ikke undre, at han ofte følte sig ensom og forladt. “Imidlertid”, skriver han et sted i sine allersidste dage, “blev til mit store held følgen af behandlingen, jeg nød, denne, at jeg, da jeg i min trængsel ingen anden havde at ty til om trøst, kom til at søge hen til alles Gud og fader og lærte derved allerede som en ni, ti års dreng at bede med en inderlighed, som jeg med beklagelse ofte i en mere moden alder har måttet savne.”

Men om sine plejeforældre siger han det samme sted, at de var “et par inderlig gode folk”, og gennem hele sit liv følte han sig i stor taknemmelighedsgæld til dem, hvilken han på mange måder søgte at afbetale, da det senere gik tilbage for krigsråden. En kort tid gik han i en slags realskole i Århus, men da han var 12 år gammel, fulgte han med Møllers til Østergård, en mil nord for Odder, i Tulstrup sogn. Blev 14 år gammel i 1816 konfirmeret i Tulstrup kirke og kom derefter i landvæsenslære på Østergård. Krigsråd Møller var en af den tids mest fremragende landmænd, der forstod både at drive sin gård på en udmærket måde og at lære de unge den samme færdighed, men eleverne blev holdt til ilden, og det er derfor uden tvivl rigtigt, hvad der er blevet sagt, at når Lauritz Ulrik “senere blev den mand, der på sin egen mark kunne gå foran med at brække sten op og rydde træstubbe, da var det en ihærdighed, han fra først af havde lagt sig til på Østergårds marker.”

Da han var 18 år, overtog han i maj 1820 styret af sin stedfaders avling i Lyngby Præstegård og forestod den til 1823. Han var da omkring en snes år og skildres af Frederik Barfod, der nu boede under tag med ham, således: “Han var nu fuldt udvokset, og med sit lyse hår, sin høje pande, de milde, blå øjne, den fint krogede næse, den lille mund, den kløftede hage, den friske hudfarve og det tynde, sparsomme skæg, som hverken kunne eller ville skjule et par skælmske smilehuller, med den ranke, kraftige vækst, lidt over mellemhøjde, ikke for svær og ikke for spinkel, og med den lette, friske holdning var han – især set fra venstre side – et mere end almindelig smukt ungt menneske, der drog manges øjne til sig, især de kvindelige. Damerne ville knap synes, at noget bal duede, når ikke “den smukke la Cour” var med. Når dertil føjes hans sindighed og rolighed, hans beskedenhed, ja ret egentlig blyhed, hans usvigelige ærlighed og sandhedskærlighed, der jævnlig spillede over i en barnlig troskyldighed (han anede ikke altid, at en spøg kun var spøg), var det intet under, at han noget nær var alles yndling.”

I 1823 forflyttedes imidlertid hans stedfader til Fakse, og han tog derfor plads som forvalter hos den dygtige og højt ansete overkrigskommissær Ingerslev på Rugård, hvor han var til 1825. Af sin stedfader fik han følgende afskedshilsen: “Når du, min gode Laurits, som kyndig og drivtig landmand vedbliver at udføre det arbejde, forsynet betroer dig, med ufortrøden og uegennyttig flid, når du under dit arbejde i naturens store have stedse med ærbødighed og taknemmelighed mindes om naturens algode og almægtige Herre, og når du ved dette minde stedse agter din flids frembringelser som Guds gave, og ved at agte dem således opmuntres til at anvende dem for dig selv og andre med samvittighed og orden, når du i al din gerning stedse omgås redeligen med alle og ret sindigen med dem, der arbejde for dig, og beflitter dig på kristelig nøjsomhed og tillid til Gud, når du således vedbliver at gå din vej frem i verden rolig og trolig, redelig og fredelig, da vil Guds bifald og gode menneskers kærlighed og agtelse og overmænds yndest og undermænds hengivenhed vorde din glade løn, og indvortes tilfredshed og huslig lykke vorde din herligste ejendom, og gavnlig virksomhed befordre din legemlige sundhed. Og alle disse livets dyrebare goder tilønskes dig med hjerteligst oprigtighed af din kærlige fader H. P. Barfoed.”

I maj 1825 forpagtede han Hyllested præstegårdsav- ling af sin fætter og formynder Peder Worm, men købte samme år – sammen med forvalter Jacob Ludvig Vauvert Hansen på Rugård – Skærsø hovedgård med afbyggergården Frederikkesminde foruden Dråby Sogns konge- og kirketiender og en hel del bøndergods, der var bortfæstet til husmænd, for i alt 2400 rigsdaler. Den lave pris havde sin grund dels i gårdens usle forfatning, dels i den da herskende landbrugskrise, under hvilken penge nåede en efter nutidsbegreber svimlende værdi, medens landejendomme og andre handelsvarer gik ned til en tilsvarende ubetydelig pris. Men at han havde fået jord nok viser det, at han få år efter (i 1828) afstod til bødker Rasmus Horn i Hesselballe (1777-1855) for at slippe for en del af de skatter, som trykkede ham parcellen nr. 3 af Skærsø hovedgårds jorder (det nuværende Godthåb) med bygninger og tilstødende ejendomme. Samme år solgte han Frederikkesminde til den ovenfornævnte J. L. V. Hansen, men købte den atter af ham 1840 og solgte den på ny til J. L. Faurschou 1848. I årene 1827-33 havde han, som nævnt, sin bror Holger i kompagniskab med sig.

Skærsø var, hvad der allerede er nævnt, da Lauritz Ulrik overtog den, i allerhøjeste grad både vanrygtet og vanrøgtet, markerne var forsømte, skoven misbrugt, bygningerne dels nedbrudte og solgte, dels faldefærdige. Der var ingen besætning, ingen redskaber, intet ind- eller udbo, knap et bindsel til en kalv. Men han tog fat med frisk mod. Først måtte han sørge for de nødvendigste avlsredskaber, og han lavede dem for en stor del selv. Det første år kunne han kun nå at tilså en lille part af jorden og udførte også selv det meste arbejde derved. Indtægterne var i begyndelsen meget små, og af udgiftskrav meldte der sig flere, end han formåede at fyldestgøre. Til gården hørte betydelige strækninger kærjord. Han fik kæret udgrøftet, fik tuer jævnet, huller opfyldt, fik den seje grønsvær brudt op og bearbejdet, såede dels korn, dels raps heri, lagde en del ud med godt græsfrø og avlede på denne hidtil oversete jord afgrøder af en størrelse og værdi, som overraskede ikke alene naboerne, men som endog oversteg Lauritz Ulriks dristigste forventninger. På sandjorden lagde han sig efter en vidt dreven kartoffeldyrkning, og det var i en årrække en såre indbringende forretning for ham. I de første år sejlede han selv til København med kartoflerne, senere, da priserne faldt, brugte han dem mest til fedning af stude, og i årenes løb vandt han stort ry på egnen som studefeder. Som kartoffeldyrker var han i det hele noget nær sin tids største. Når der om foråret skulle tages kartofler op på Skærsø, blev dette kundgjort ved kirkestævne, og folk fra en vid omegn strømmede da til for at tjene noget derved. Han indførte et fast ordnet sædskifte og var vel en af de første i egnen, der indførte ren brak. Han hentede godt sædekorn fra fjerne egne, prøvede jævnlig handelsplanter: Tobak, kommen, sennep, humle m.m.

I 1857 forskrev han lupiner fra udlandet, både blå og gule, og de var dengang så at sige ukendte her i landet. Også skoven, der hørte til Skærsø, blev skøttet og vogtet af Lauritz Ulrik. Han indhegnede den og tilplantede de åbne steder og fik således lidt efter lidt de 80 tønder land fredskov i god orden. Dele af sandjorden plantede han til, og blandt hans plantningsforetagender kan særlig næv- nes en gran- og fyrreplantning i skovens vestre side, som han udførte 1838, og hvoraf han havde den glæde at se hjembragt det nødvendige tømmer til spændetræer og stolper i en ny stald, der opførtes 1873.

Straks bødede han dem, der fandtes, efter evne, men allerede 1833-34 opførte han den store lade, 1846 den såkaldte forpagterbygning, der skulle tjene ham som midlertidig bolig. I 1853 lagdes grundstenen til den nye hovedbygning, og staldlængerne blev dels nyopførte, dels udbedrede af ham til forskellige tider. Hans ældste søn har udtalt sig således om hans landmandsgerning: “Ikke blot havde han et naturligt anlæg for landbruget – et menneskes virkelige kald er givet det af Vorherre, givet det med fødslen og grundet i vedkommendes hele ejendommelige bygning (tålmodighed, sagtmodighed, udholdenhed, nøjsomhed, en fast, ikke flyvende eller vovespillende tankegang, et åbent øje for naturen både i det små og det store, samt lyst til legemligt arbejde, kunne måske nævnes som nødvendige særpræg hos dem, der virkelig har et indre kald til landbruget), – ej alene, siger jeg, havde han et virkeligt kald og bestemt anlæg til landvæsenet, og ej alene støttedes dette, både i hans oprindelige hjem og i hans plejehjem, men han blev også i sit øvrige liv bevaret i overensstemmelse med sit kald: Hans lyst og kærlighed til agerbruget an- fægtedes aldrig og svigtede aldrig.

Og derfor blev han en så helstøbt landmand, som vi kun har set få. Derfor kom der altid et ejendommeligt lys i hans øjne og liv i stemmen når han talte om landbru- get. Det var et område, på hvilket han med rette følte sig hjemme.” I 1834 valgtes Lauritz Ulrik – skønt hovedgårdsejer – som stænderdeputeret for 8. distrikt af Nørrejyllands mindre landejendomsbesiddere. Han var da kun 32 år og den næstyngste af de 54 mænd, der valgtes til Viborg stændersamling. Han mødte 1836, 1838 og 1840, men havde ingen større indflydelse. Han indgav nogle lovforslag, som dog alle faldt igennem. 1841-45 var han medlem af og formand for Dråby sogneforstanderskab. 1841-49 sognets skolepatron og i lang tid medlem af fattigkommissionen. 1845-49 og 1854 og følgende år var han medlem af Randers Amtsråd. I 1847 købte han Jægergården ved Århus, boede her fra maj 1848 til maj 1852, men solgte den 1851. 1852-60 var han forpagter af Mallinggård og Holtskovgård. I 1858 valgtes han til folketingsmand for Randers Amt og mødte som sådan på de 3 følgende Rigsdage. Han blev landvæsenskommissær i Randers Amt 1858. I maj 1867 bortforpagtede han Skærsø til sine sønner Niels og Jacob, idet han kun forbeholdt sig haven og skovene, som han vedblev at styre, men 4 år efter lod han forpagtningen gå over til ejendom, opgav samtidig styret af haven og skovene, hvorimod han forbeholdt sig hovedbygningen til beboelse for sin og sin kones levetid, og her døde han 27. februar 1875.

De mest fremtrædende træk hos ham, siger Frederik Barfod, var en levende retfærdighedsfølelse samt en gennemgående sandhedskærlighed, der var parret med den største grad af beskedenhed, ja vel egentlig ydmyghed. Han havde mærkværdig ringe tanker om sig selv, om sine egne evner, sine egne kundskaber, sin egen kraft og dygtighed. Han var i højeste måde fredsommelig og stilfærdig, og dog var han af naturen heftig. Men i årenes løb bekæmpede han stadig sin heftighed, så den kom sjældnere og sjældnere til udbrud hos ham, og i de senere år næsten aldrig. Han var i høj grad ømtålelig, men samtidig i allerhøjeste grad hensynsfuld overfor alle andre, de være høje eller lave, de stå ham nærmere eller fjernere. I det private – som for øvrigt også i det offentlige – liv var han meget tilbageholdende. Han hørte ikke til dem, der har let ved at vise deres følelser. Det samme gjaldt hans religiøse liv. I sine tidligere år gemte han det mest hos sig selv. Men da han i begyndelsen af 50’erne oplevede et åndeligt gennembrud og derigennem kom helt og fuldt til at stole på Guds nåde, blev han frimodigere i bekendelsen. I hundredåret efter Lauritz la Cours fødsel i 1902, rejstes i Skærsø skov en mindesten med følgende indskrift, formet af Poul la Cour i Askov: Lauritz Ulrik la Cour købte i 1825 Skjærsø som den gang var i forfald. Trofast støttet af sin hustru Ellen Kirstine F. Poulsen nåede han som ejer indtil 1871 at opbygge gården tilvejebringe besætning opdyrke marken og kæret og opelske skoven. Og Gud velsignede hjemmet. Efterkommere i 8 slægtled rejste Stenen 1902 Hundredåret for hans fødsel. Lauritz Ulriks liv er beskrevet i bogen “En Dansk Landmand” af Morten Pont- oppidan fra 1915, der findes i Slægtsarkivet.

52K 52K(b)

Gift 5. oktober 1833 i Rolse Kirke med Ellen Kirstine la Cour (f. Poulsen). Født 26. december 1809 på Nør- lund. Død 5. marts 1875. Datter af Niels Poulsen til Rolsegård og Dorte Dinesdatter. Var 1825-26 i syskole i Randers hos Severine Kathrine Heni, der havde en meget agtet skrædderskole for unge piger. Styrede indtil sit bryllup huset for sine brødre på Rolsegård. Som ung var hun rank, smidig og kraftig, af middelhøjde, med smukke, regelmæssige træk, af hvilke der lyste mildhed og godhed. Hun havde mørkebrunt hår, en hvælvet pande og venlige, blågrå øjne. I efteråret 1829 gav hun Lauritz Ulrik sin tro, og 4 år efter stod brylluppet på Rolsegård. “Hun blev”, siger Frederik Barfod, “sin mands trofast hengivne veninde, hans ømme og kærlige hustru, den årvågne, omhyggelige og samvittighedsfulde moder for hele den store børneflok.” Hun ejede en levende slægtsfølelse, der gav sig mange udslag, først og fremmest overfor hendes børn og børnebørn, men dernæst også overfor den store slægt, hun hørte til og blev giftet ind

i. Hun havde en mærkelig evne både til at være glad og gøre glad, til at jævne og ordne alt, hvor der kunne være en eller anden kurre på tråden, og til at finde udveje, hvor andre kun så alle sunde lukkede. Hun var yderlig nøjsom og sparsommelig, flittig og virksom, gavmild og hjælpsom. “Et fremtrædende træk hos dem begge”, har Pauline Worm sagt om Lauritz Ulrik og hans kone, “var deres storladne gæstfrihed, deres venlighed, rundhåndethed og godgørenhed både mod gamle og unge, der savnede et hjem.”

Og Morten Pontoppidan, der som 14-årig dreng gæstede Skærsø, skriver: “Skærsø var en dejlig stor gård i skønne, ægte jyske omgivelser. Man befandt sig mellem hjertelige, livlige, stovte og smukke mennesker. Man deltog i et dagligt liv, der var præget af velstand og en vis herskabelighed, men dog tillige af noget hyggelig-jævnt og noget vist poetisk – noget i god præstegårdsstil. Man havde det godt på Skærsø og blev forsynet både på sjæl og legeme.” Hun døde 6 dage efter sin mand, 5. marts 1875, efter få dages sygeleje, men om hendes sidste vandring fra dagligstuen på Skærsø den dag, hendes husbond havde lukket sine øjne, skal her gengives den skønne skildring, der skyldes hendes ældste søn, Jørgen, og om hvilken, der er blevet sagt, at den “er af en så betagende højhed, at den kun har få sidestykker i vor litteratur”. Om eftermiddagen følte hun smerter i sin højre side og om aftenen kl. 8 blev hun overfaldet af heftige kuldegysninger, hvorfor hun snart blev enig med børnene i, at hun måtte gå til sengs.

Og så hedder det: “Hun rejste sig da, men til det gamle sovekammer kunne hun ikke gå. Fader var der nok, og han var der dog ikke. Kaminilden brændte ikke længere derinde, der var mørkt og koldt, – hun var blevet husvild, den kære, gamle moder. Og hvor kunne hun nu bedre søge hvile end oppe blandt sine døtre i jomfruburet. Aldrig glemmer jeg dette syn: Omringet og fulgt af sine fire døtre og hyllet tæt ind i sit sjal skred hun stille igennem stuen. Hendes gang var let og ligesom svævende, men hendes skikkelse var bøjet som om hun var blevet flere år ældre. Og dog hvilte der en forunderlig højhed over hende, og en mærkværdig klarhed ligesom lyste om hende. Da hun stille og mildt, alt som hun nærmede sig døren, hilste sit godnat til os sønner, der stod i den anden side af stuen, blev vi således tagne af højheden og fredlysningen, at vi uvilkårlig følte os som bundne til pletten. Ingen af os vovede at bryde stilheden eller standse hendes gang ved at gå frem og række hende hånden til godnat, men vi bøjede os dybt. Et stort syn drog forbi vore øjne: Vor moder gik sin sidste vandring hernede. Hun begyndte den samme gang, som fader nys havde tilbagelagt, for at de samlede kunne stedes for Guds åsyn. Dybt og alvorsfuld lød røsten til os, hjertet bævede, øjet fyldtes, døren lukkedes, og – vi stod ene i stuen: I morges drog fader hjem. Nu forlod også moder os. Gud fader skænke os alle af sin nåde en salig mødestund for aldrig mere at skilles.” Sammen med sin husbond blev hun begravet fra Dråby kirke 11. marts 1875.

(10 børn – nr. 67-77)

I 1902 – 100 år efter hans fødsel, blev der rejst en min- desten i Skærsø Skov med følgende indskrift:

Lauritz Ulrik la Cour købte i 1825 Skjærsø som den gang var i forfald
Trofast støttet af sin hustru
Ellen Kirstine (f. Poulsen) nåede han som ejer indtil 1871
at opbygge gården
tilvejebringe besætning
opdyrke marken og kæret
og opelske skoven
og Gud velsignede hjemmet

52_sten

 

Efterkommere i 3. slægtled rejste stenen i 1902 Hundredeåret for hans fødsel