51 Holger Magarus la Cour

Født 18. november 1800 i Odder. Død 6. februar 1880. Søn af Jørgen la Cour (nr. 09) og Charlotte la Cour. Blev efter faderens død i 1809 taget i huset af kammerjunker Christian Magnus von Voss. Var i henved 2 år discipel i en slags realskole i Ribe, men gik straks efter sin konfirmation i 1815 til søs og for på en mængde europæiske havne. Skønt han 1818 tog styrmandseksamen i København, gik han dog endnu 1820 som matros til Bahia. Fra dette togt er bevaret et brev (dateret Bahia of St. Salvador 28. december 1820), han skrev hjem til sin stedfader P. Barfoed, og hvori det bl.a. hedder: “Capitain Hedemann er en rar mand. Han gør mig alt muligt godt og tager sig meget af mig, jeg elsker ham som en fader, og han vil vist være det, såfremt jeg følger hans råd; når jeg undtager ham, er der ikke et dannet menneske om bord; dette gør mig rigtignok undertiden traurig, men kære fader de kender mit humør, det fornægter sig dog ikke selv.”

Senere blev han styrmand og sejlede som sådan. Toges i 1823 til fange af spanske sørøvere ved udsejlingen fra Bordeaux, men frigjorde sig ligesom det øvrige mandskab, der bragte sørøverne fangne til København. Gik i land i foråret 1827 og indtrådte i efteråret 1827 i sameje med sin bror Lauritz om Skærsø, som broderen havde købt 2 år i forvejen. Efter at have giftet sig i 1830 førte han og hans hustru husholdningen der, men i september 1832 forpagtede han Meilgaard, som han overtog i maj 1833 og beholdt til maj 1839. I en række år ejede han forskellige gårde, undertiden to på én gang, således i 1835- 1848 Ordrupgaarden, 1839-1847 Søholt ved Stubbe sø, 1847-1852 Hjortshøjlund, 1848-1875 Kærgaard og endelig 1875 til sin død Petersminde ved Randers.

En af hans døtre, Frk. Charlotte la Cour, har gennem nedenstående linjer ydet bidrag til en karakteristik af ham, idet hun skriver: “Fader var en streng, retfærdig, sandhedskærlig og ærekær mand og tillige i besiddelse af elskværdighed og en fin dannelse, kort sagt en gentleman i ordets bedste betydning. Der var altid ren luft i vort hjem, nutidens ofte lette og slibrige tale var bandlyst. Han var begavet med musisk sans, sang smukt, spillede på fløjte og satte pris på, at hans døtre sang og spillede. Han lod endog den yngstes stemme uddanne hos professor Rung i København, hvad der efter datidens begreb var ret bekosteligt. Han var også en mand, der læste meget og var vel bevandret i god litteratur, og som, da troens lys tændtes i hans hjerte, særlig læste bøger, der handlede om Guds rige.

Gift 28. april 1830 i Hyllested med Edele Charlotte la Cour (f. Ingerslev). Født 24. juni 1795. Død 15. april 1880. Datter af Overkrigskommisær Hans Peter Ingerslev og Severine Elisabeth Rothe. Blev sammen med sine søskende undervist i hjemmet, men kom senere i madame Wederkincils institut i Århus, hvorhen godsejerne sendte deres voksne døtre, for at de der skulle undervises i fransk og tysk. Tilbragte vist 4 af sine ungdomsår hos sin moders brødre, præsten dr. theol. W.

H. Rothe ved Trinitatis kirke i København og general, kammerherre Rothe, kommandant på Kronborg, og kom derved til at bevæge sig i de bedste, fineste og mest intelligente kredse. Hos dr. theol. Rothe kom mange af datidens berømte mænd. “Jeg husker således, meddeler hendes datter “at hun fortalte, at når Weyse var deres gæst, og de gerne ville have ham til at spille, hvad han ikke altid havde lyst til, satte en af husets døtre sig hen og spillede en af hans kompositioner, – så sagde han ærgerligt: “Det spillede De ikke rigtigt”, satte sig derpå til klaveret, og der blev han ofte i mere end én time.”

Senere kom hun hjem til Rugård og blev, som nævnt, i 1830 gift med Holger Magarus la Cour. Hun var en dygtig og praktisk kvinde, der styrede sit hus mønsterværdigt og forstod ved små midler at skabe hygge og skønhed i hjemmet. Hun havde stor kærlighed til blomster, og hvor hun end boede, fremtryllede hun en yndig have, som hun selv arbejdede utrætteligt i. Men særlig fremtrædende hos hende var hendes medfølelse med alle, som led ilde. Hendes runde hånd til at give, så den venstre hånd aldrig vidste, hvad den højre gav, overstrålede alt andet. Når husmændene om aftenen forlod Kærgård, var det med en god, rummelig krukke fuld af mad til deres kone og børn. Var der syge mennesker i landsbyen, blev der ofte halve og hele år lavet sygemad til dem.

(6 børn – nr. 60-66)

 

51M 51K