09 Jørgen la Cour

Født 2. oktober 1767 på Strandet. Død 3. september 1809. Søn af Pierre la Cour og Christiane Frederikke la Cour. I 1778 kom han i Viborg Latinskoles 2. lektie “og havde forhen intet lært”, det vil vel sige intet latin, da han jo utvivlsomt har modtaget undervisning af Monsr. Stiosus Curtz, der var huslærer på Strandet ved faderens død. Efter at have gennemgået de mellemliggende klasser nåede han 1785 op i mesterlektien og blev, medens han gik i den, konfirmeret 3. april 1785 i Viborg Domkirke. I 1782 havde han i Distributsprotokollen fået betegnelsen “stort håb”, begge de følgende år “nogenlunde godt håb”. I 1782 havde han ingen kostpenge, men fik ved den årlige uddeling 4 tønder rug og 5 tønder byg. I de følgende 5 år (1783-87) fik han mellem 16 og 30 rigsdaler årlig. Sandsynligvis har han måttet leve af kærlige menneskers godgørenhed og har måske tillige måttet tjene ved at undervise småbørn og ved at spille orgel i Søndersogns Kirke.

I 1787 blev han student, og til sin privatpræceptor valgte han professor Børge Riisbrigh (1731-1809), der altid tog sig så faderlig af de unge studenter, som han kom i forhold til. Længe blev han imidlertid ikke i København. Hans fattigdom tvang ham nemlig til at afbryde studierne i utide og søge sig et levebrød. Muligvis har det været sognepræsten i Odder, Anders Kragballe, der var gift med hans halvsøster, som hjalp ham til degnekaldet i Odder, da dette i 1789 var blevet ledigt ved degnen Abraham Friis’ død. Han blev kaldet dertil i maj 1789 af Sophie Amalie Rantzau, enke efter oberst Malthe Sehested. Det var et godt embede, og desuden underviste han udenfor skolen, bl.a. i sang og musik, og hjalp også jævnlig sin svoger, præsten, med at prædike. Med sine få krav til livet kunne han derfor lægge lidt til side, så han – efter et par års forløb – så sig i stand til at lønne en vikar, som besørgede hans embede, medens han tog til København for at afslutte sin eksamen. Dog måtte han selvfølgelig leve med sparsommelighed. Han var nødsaget til at undervise, og blandt hans elever i klaverspil kan nævnes den senere så navnkundige Malte Konrad Bruun (1775-1826), der i 1790 var blevet student og nu opholdt sig i hovedstaden. Dog havde Jørgen la Cour allerede vundet sig en varm og hengiven ven i forvalter Peter Rosenmeyer på Åkjær, der tillige havde en selvejergård i Falling. Jørgen la Cour skriver således i 1796: “På den tid, jeg lå i København, behøvede jeg ikke at forlange penge af nogen anden. Så snart Rosenmeyer vidste, at jeg trængte, sendte han mig penge, og det uden mindste bevis.

”I København boede han, ligesom tidligere, sammen med sin skolekammerat fra Viborg Hans Peter Barfoed, der var blevet student 2 år efter la Cour og nu studerede teologi ved universitetet, så at de på den måde blev studiefæller. Fra disse år stammer et brev, som passende kan gengives her som et lille minde om de to unge menneskers venskab, der holdt sig gennem hele livet. Det lyder som følger:

“Elskte ven! Sildig opfylder jeg mit givne løfte om at skrive; men det kommer dog. Rigtig nok lille Barfoed havde jeg ventet brev fra dig; men da vi nu begge har forsømt det, vil vi desto lettere tilgive hverandre. – Jeg har sat eksamen op til april. Du forundrer dig vel derover; men det er nu bestemt. – Til Hjortes har jeg ikke været siden du rejste, kan derfor ikke sige hvorledes de lever.

– Da jeg håber at dette brev kommer til dig nytårsdag eller dagen efter, skal du dog se min poesi, som er uden skønhed, men dog oprigtig højt slår din barm, når du en ven omfavner glad ved hans side svinder sorger hen: Gid du da aldrig, bedste Barfoed! savner en tro i sorg og glæde prøvet ven! Måtte skæbnen os dog nær foreene. Når stille landligt liv buer vores lod. Vi da vil føle glæder som er rene og prise Ham, som er alviis og god! Og i hverandres arme skal vi glade erindre vor venskabs faste bånd. Vi henrykt skue da hverandres mage! Til dette valg led os, o fader hånd! Kjøbenhavn d. 29 December 1792 fra din hengivne J. la Cour.”

I maj 1793 tog Jørgen teologisk embedseksamen med 2. karakter, medens han fik 1. karakter for dimisprædiken, og vendte nu tilbage til sit degnekald i Odder, som han siden aldrig slap. Ganske vist søgte han i de fire følgende år adskillige præstekald, men han fik ingen af disse. I en årrække (1798-1807) var han forpagter af Randlev Præstegård og købte tillige i 1798 en lille gård i Odder, den nuværende Christianslund, som han dog først fik skøde på 15. juni 1804. Endvidere ejede han i 1800 (og vel endnu tidligere) et hus på seks fag med haveplads, der må have stødt nær op til hans egen gård.

Men i 1809 ved midsommertid holdt Jørgen la Cour engang på anmodning en auktion efter et fattiglem. Det var meget varmt, der var en mængde mennesker sammenstuvede i det trange rum, og han blev stærkt ophedet. Da drak han et glas koldt vand og følte sig straks upasselig. Det blev mavebetændelse, og søndag d. 3 september 1809 døde han, knap 42 år gammel.

I Odder skole faldt altså hans livsgerning gennem 20 år. “Men han var ingen almindelig degn. Hans kundskaber, hans dannelse, hans musikalske evner, hans dejlige sangstemme, hans ualmindelige selskabelige talenter og hele hans vindende personlighed gjorde ham velset og velkommen på alle egnens fineste herregårde, i alle dens præstegårde og hos alle mulige andre familier. Der var knap noget selskab, som duede, når ikke “degnen i Odder” var med, og det uagtet han af alle “Aristokraterne” i egnen var såre vel kendt for sine demokratiske foreninger, der bragte ham til at glædes ved den tro, at “Lighed blandt alle stænder udbredes mer og mere” og satte ham i et ypperligt forhold til alle hans jævne sognefolk. Hans otte år ældre ven, præsten K. L. Ferslev i Jelling, kaldte ham derfor 8 år efter hans død “den elskeligste blandt Adams sønner”.

Desuden var han en ypperlig landmand, ja vel ret egentlig en født landmand. Han drev sin embedsjord godt og havde ingen ringe indtægt af den. Han var den første vidt og bredt, som dyrkede kartofler efter en større målestok, og han var ligeledes en af de første, måske den allerførste, der brugte dækkede ris- og stengrøfter til at aflede det skadelige vand. Det lyder lidt underligt i vore dage, når han i 1797 skriver: “Jeg har i denne tid ret travlt med min avlings drift. Når du kommer her, skal du se kartofler plantede i tusindtal.” Men i hin tid var det noget såre usædvanligt. Da han nu desuden synes at have været en god økonom i dette ords smukkeste betydning, så sad han forholdsvis godt i det.

Livet i Odder degnebolig har en præstesøn fra den nærliggende Saksild Præstegård, Hans Christian Ingerslev (født 1798), præst i Boeslunde, skildret med følgende ord: “Hvor fornøjeligt var det ikke at komme ned til la Cour i Odder, hvor der var et liv og en munterhed hos den hele familie, der måtte indtage enhver og kendelig nok var helt fri for det trivielle og snæverhjertede, der i hin tid var temmelig almindeligt i landbolivet, til stor fortræd for de unge. Han var en ypperlig, elskelig mand, og Saksilds drenge så ham altid komme med glæde. Han kunne tale, så det livede op både hos gamle og unge, kunne le så hjertelig og synge så kønt, at det var en lyst. Hans elskelige hustru var en yndig kvinde med så mildt et ansigt, at det kunne fængsle de kåde drenge. Og det kom helt af sig selv, at vi var høviske og føjelige, når hun var tilstede.”

Gift 2. marts 1798 i Ribe med Charlotte la Cour (f. Guldberg). Født 10. juni 1777 i Skagen. Død 28. februar 1826. Datter af Tolder Holger Guldberg og Petrrea Margrethe Schwane Bang. (Efter hendes fødsel underrettede hendes fader sine svigerforældre  derom  med den tilføjelse, at hun skulle opkaldes efter sin mormoder: Christine Charlotte. I kirkebogen  står  imidlertid kun Christine, men  da  hun  efter  moderens  død  kom til sine morforældre, kaldte de hende kun Lotte, og under dette navn vedblev hun at gå.) Kom i 1778, efter sin moders død, til Fuglede til sine morforældre, præsten Jørgen Andreas Bang og Christine Charlotte  Friboe, med hvem hun i 1782 flyttede til Korsør. Kom i 1789, efter sin mormoders død, til sin morfaders bror, amtsforvalter Jacob Bang i Odense, “hvis rare kone [Johanne Walther] har lovet mig [hendes morfader] at anføre hende til alt godt.” Kom i 1791, efter sin morfaders død, til sin eneste moster, der var gift med passkriver Lauritz Leth i København. Under sit ophold i hovedstaden, der strakte sig over 2 år, tilbragte hun også megen tid hos sin moders farbror, den navnkundige, fromme læge, professor Frederik Ludvig Bang, med hvis stedsønner, Ole Hieronymus Mynster og Jacob Peter Mynster hun jævnlig kom sammen. Men langt  nærmere  stod  hun dog tre af sin moders fætre: den siden så navnkundige Henrik Steffens, den sværmerisk følsomme Baltasar Bang (i sin tid kendt som digter), men især Hans Friboe Garde, der døde som præst Horslunde og Nordlunde i 1819, og hvem hun flere år senere kalder: “en af mine kæreste onkler, jeg havde nær sagt den kæreste”.

Det var under hendes ophold i København, at det hændte hende, på grund af hendes ualmindelige skønhed, som Frederik Barfod meddeler i følgende linjer: “Det var skik og brug i hin tid, at folk ved balparéerne gik i mængde op på galleriet for at se på stadsen og høre på musikken, men det var ikke skik at pynte sig for denne vandring, på hvilken man jo nærmest ville se og ikke ses. Lotte Guldberg gik også derop med Leths familie. Hun havde dog ikke været der længe, inden Kristian VII fik øje på hende og sendte en adjudant op med det bud, at hun straks skulle komme ned og danse en menuet med ham. Der hjalp ingen undskyldninger. I sin daglige dragt, en hvergarnskjole, måtte hun ned i riddersalen og træde en menuet med kongen. Både arveprinsen og arveprinsessen dansede med. De øvrige mindes jeg ikke. Men næppe var dansen til ende, før hun skyndte sig hjem, og på Kristiansborg Slot satte hun aldrig mere sin fod.”

I 1793 vendte hun tilbage til Ribe, men i sommeren 1795 finder vi hende hos en af hendes faders ungdomsvenner, præsten Jens Hartmann i Randlev, hos hvem Jørgen la Cour nu og da kom, og 2. november 1795 blev de forlo- vede. Efter datidens begreber var hun, som før nævnt, ualmindelig smuk: Hun havde en rank skikkelse, ædle træk, dejlige himmelblå øjne og en hvælvet, tænksom pande. Dertil en følsom sjæl og en levende indbildningskraft. Hun var en udmærket elskelig kvinde både som datter, som søster, som hustru og moder, udmærket også som kærlig og trofast stedmoder; en klog og agtsom husholderske, en støtte for de svage og lidende. Hun vedblev efter sin mands død at bo på sin gård i Odder, indtil hun 25. marts 1817 i Viby giftede sig med sin afdøde mands ovenfor nævnte ven præsten Hans Peter Barfoed, med hvem hun 1823 flyttede til Fakse. Men hun skulle ikke blive gammel i Fakse.

I februar 1826 blev hun syg, og den tilkaldte læge, Steenberg på Vallø, erklærede det for mavebetændelse. Næppe rygtedes det i byen, før sognefogeden, Johannes Larsen, kaldte alle bymændene sammen og fik enstemmig vedtaget, at så længe hun var syg, skulle de på hans tilsigelse skiftevis sende vogn efter læge og ridende bud efter lægemidler. Den 21. februar havde den stille, tungsindige kromand Thaning hentet lægen, og desuagtet sendte han atter sin vogn af sted de 3 mil. Jeg [Frederik Barfod] hørte ham selv sige til kusken: “Der er sendt forspand til Hårlev, så der skifter du heste. Når du fra Vallø kommer tilbage til Hårlev, skal der være nyt forspand. Og så kører du alt hvad hestene kan strække, styrter de, så er de betalte.” Og Thaning var dog langt snarere en fattig end en rig mand.” Men hun stod ikke til at redde, og tirsdag den 28. februar 1826 sov hun stille hen.

Ved hendes begravelse 8. marts 1826 i Fakse talte bl.a. pastor M.F.G. Bøgh i Herfølge-Sædder og mindedes hende i følgende ord: “Dig takker han, som havde vundet sit livs held i dit og fandt i dig hvad han ønskede, dig takker en ædel og værdig mand, fordi du som kærlig og trofast ægtefælle vandrede ved hans side og forsødede hans dage ved omhu, bistand og råd. Dig takke de mange, som kaldte dig moder, dig takke de alle for moderhuld og moderomsorg. Dig prise alle, som kendte dig for de jævne kunstløse sæder, hvori du viste dig som vel dannet menneske, for din virksomhed i dit huslige kald, for din sindige og forstandige fremfærd, for det kristelige eksempel. Ja dig takke vi alle for alt det kristelige, alt det opbyggelige, som var hos dig både i liv og død. Guds forsyns milde førelse ledsagede dig gennem livet hernede, du erkendte det i kristelig tro, erkendte det med et skønsomt hjerte. Især erkendte du den Guds gave at være velsignet med pårørende og venner, som satte pris på dig og påskønnede hvad du var. Ja i Guds omhu fornam du dig indesluttet og i ydmyg tak til den miskundelige for det dig var betroet gik du herfra, og i kristeligt håb, i håb om Guds nåde i livet efter dette omskiftede du tiden med evigheden.” (5 børn – nr. 50-54)

Hans Peter Barfoed, der blev stedfader for Jørgen la Cour og Lotte Guldbergs 5 sønner, og kærlig stod dem i faders sted, var født 15. februar 1770 i Tistrup præstegård ved Ebeltoft, gik, som nævnt, i Viborg skole, student 1789. Cand.theol. 1792. Kateket ved Nikolai kirke i København samme år. Sognepræst til Branderup i Tørninglen 1796, til Lyngby og Albøge 1808. Oprettede der skolelærerseminariet 1813. Sognepræst til Fakse 1822 og provst 1828. Død 14. november 1841.

(H.P. Barfoed) Hendes anden mand ristede 9 år efter hendes død følgende ord i hendes mindesten: “Højagtelse og taknemmelighed ledsagede hende til graven. Manges velsignelse vil møde hende i evigheden.” Jørgen og Charlottes liv er beskrevet i bogen “Mindet om Poul Frederik Barfod” af Lars Frederik la Cour fra 1909, der findes i Slægtsarkivet.