74 Poul la Cour

74M (a)  74M(b)  74M(c)  74M+K og børn  74M+K  74M (d) 74M + barn  74M+K(b)  74M(d)
Født 13. april 1846 på Skærsø. Død 24. april 1908. Søn af Lauritz Ulrik la Cour (nr. 52) og Ellen Kirstine la Cour. Opkaldt efter sin morbror Poul Poulsen på Rolsegård. Året efter hans fødsel købte hans fader Jægergården, hvor familien boede 1848-52, og Poul fik således sin første undervisning hos en frk. Kruse i Århus. I 1853 blev han sat i kostskole på Margrethelund, hos sin farbror Peter, og gik der, til han 12 år gammel blev overflyttet til 3. klasse i Randers Latinskole. Dengang var det hans tanke at blive præst, men det varede ikke længe, før matematik og fysik helt fangede hans interesse. Han har selv fortalt, hvorledes han som 15-årig ved årseksamen med flothed fremsatte den ptolemæiske læresætning, så at læreren var tavs, fra han begyndte, til han sluttede med: “Og det var det, der skulle bevises”. Derimod var det småt med sprogkundskaberne, han fik tg. i fransk og mdl. i græsk til Artium, så rektor ved translokationen beklagede, at en så begavet discipel skulle dimitteres med 2. karakter.

Allerede mens han gik i Latinskolen, vågnede opfindertrangen hos ham, men foreløbig var det uløselige opgaver som vinklens tredeling og perpetuum mobile han kastede sig over, hvad han dog ikke dengang var klar over. I 1864 blev han student, drog til København, gik på Landbohøjskolen og tog polyteknisk adgangseksamen 1865. Imidlertid var det særlig meteorologien, der optog ham, og oplysende derom er et lille træk, som Morten Pontoppidan, der netop den sommer (1865) gæstede Skærsø, har opbevaret og som viser den iver, der allerede da besjælede ham, når han tog sig noget for. “På den tid”, skriver Pontoppidan, “var det meteorologien, en her i Danmark hidtil udyrket videnskab, der stærkt optog ham. Og gårdens røgter havde ordre til at vække student Poul hver morgen kl. 3, at han kunne komme op og gå sin runde i mark og skov og aflæse de termometre, han på forskellige steder havde opstillet, så vidt jeg ved for at sammenligne mark- og skovtemperatur. Efter endt aflæsning gik Poul la Cour i seng igen”. Mulig var det begyndelsen til den undersøgelse af skovenes indflydelse på klimaet, hvorom han nogle år senere skrev sin første videnskabelige afhandling.

I 1865-68 studerede han ingeniørfagene og tog nu sin 2. eksamen ved universitetet. I vinteren 1868-69 underviste han hos sin bror på Landboskolen ved Lyngby, samtidig med at han gjorde sine studier færdige, så han i april 1869 kunne tage magisterkonferents i fysik med meteorologi som hovedfag. Efter endt embedseksamen var Poul soldat 1869-70 og blev udtaget til korporal. Den påfølgende vinter 1870-71 genoptog han sin virksomhed som lærer ved Landboskolen ved Lyngby. I 1870 foretog han en studierejse til Utrecht, hvor den moderne meteorologis grundlægger, Buijs Ballot, virkede, samt til Edinburgh og Kristiania (Oslo) og gjorde den følgende vinter sin første opfindelse, idet han påviste, hvorledes man kan måle skyernes højde, hvad der i 1872 belønnedes med videnskabernes selskabs sølvmedalje med den motivering, at “hans lille afhandling indeholder flere oplysninger om disse forhold (: Skyernes højder) i landet end alle dem, man hidtil har kunnet samle.” Imidlertid havde han været ude på sin anden rejse, der denne gang gik til søs, da det var hans opgave at lære sømandens forhold til vejrliget at kende. Over Wales (Swansea) tog han til Sicilien (Messina), hvor han modtoges af et tilbud om at overtage pladsen som underbestyrer ved det nyoprettede Meteorologisk Institut i København. Tog over Triest, Wien, Berlin og Hamburg hjem og overtog 1. april 1872 den ham tilbudte stilling.

I 1874 opfandt la Cour det fonotelegrafiske system, der gjorde det muligt at sende flere telegrammer gennem den samme tråd på en gang, og det følgende år (1875) modtog han videnskabernes selskabs guldmedalje for denne opfindelse, ligesom han modtog understøttelse (1876 og senere) af Rigsdagen, Carlsbergfondet m.m. til fortsættelse af sine videnskabelig-praktiske forsøg. I juli 1875 gjorde han en rejse gennem Polen og Rusland til det telegrafiske møde i St. Petersborg og derfra gennem Polen og Tyskland hjem. Opfandt august 1875 tonehjulet. Gjorde i september samme år en rejse til London. Tog i oktober med sin kone og sin søster Jenny gennem Tyskland, Schweiz og det sydlige Frankrig til Syditalien, hvor han i 6 måneder for sin sundheds skyld opholdt sig i Cava dei Terreni, ikke langt fra Neapel hos en katolsk præst. Fra 1. april 1877 søgte Poul sin afsked som underbestyrer ved Meteorologisk Institut for at kunne have frie hænder til sine videnskabelige arbejder. I 1878 rejste han til Paris, hvor han delvis solgte sin opfindelse til elektrisk ingeniør Hardy og gik i regeringens ærinde hjem over Bruxelles for at gøre sig kendt med vandstandsmålinger sammesteds. Overtog i 1878 stillingen som lærer i matematik og fysik ved Askov folkehøjskole, hvor han virkede i 30 år, til sin død i 1908. Han havde (i 1884) tilbud om at blive direktør for Meteorologisk Institut, men foretrak at blive i Askov.

Det var ved et møde der i 1878, at Poul, som der er blevet sagt, “dagedes for den danske Højskole som en solstråle” og “han fandt Askov som et velsignet sted, og det fandt ham som et dejligt menneske.” Om hans virksomhed som lærer ved Askov Højskole er der talt og skrevet meget. Vi skal her blot nævne følgende: Ved hans død stod der at læse i Folkebladet for Svendborg Amt under mærket H. R. E: “Det er sikkert oftere gået, som det gik i en kreds af Askovelever, der for godt en snes år siden var kommen ind på en karakteristik og bedømmelse af deres lærere. Vi holdt meget af alle vore lærere, men der var dog ved hver enkelt et eller andet, som vi kunne ønske anderledes; en lidt mere personlig tilgængelig, en anden lidt mere sammentrængt i sin fremstilling, en tredje noget mere punktlig med sine timer og så fremdeles. Men la Cour var der ikke en eneste, der på noget punkt kunne ønske anderledes, end han var, hverken som lærer eller i øvrigt i sit forhold til eleverne.” “Hans lærervirksomhed i matematik og fysik”, siger Helge Holst, “fik stor betydning for de nævnte fags stilling her i landet, idet han højnede deres anseelse som højskolefag og vakte en levende interesse for dem indenfor vide kredse af landbefolkningen. Medens tidligere historien havde haft en altoverskyggende førsterangsstilling som højskolens “vækkelsesfag”, der skulle drage elevernes blik fra pløjemarken ud mod større vidder, viste la Cour, at det samme kunne nås ved matematik og fysik, og ved sin på en gang fængslende, klare og jævne fremstillingsmåde i forening med sin personlige begejstring gjorde han disse fag så tiltrækkende, at det for mange Askovelever blev la Cours timer, der bragte dem det rigeste udbytte.” Men dertil bidrog også, at han, der var videnskabsmand, kunne forene dette med barnlig tro og “i et foredrag, der ellers havde en rent faglig karakter, let og naturligt kunne gøre overgangen til at tale om de dybeste og højeste ting.”

Og derfor har Even Marstrand ret, når han siger: “Når vi nu tænker tilbage på vor uforglemmelige lærer Poul la Cour tænker vi ikke så meget på hans pædagogiske evner, på den klarhed, der var over ham, men på den hjertevarme, den rene og stærke tro, der lyste ud af al hans færd.” Hånd i hånd med hans undervisning på skolen gik foredragsvirksomhed rundt i landet. Og la Cour var en mester til at tale, en mester til at forklare selv de sværeste og vanskeligst tilgængelige problemer indenfor sin videnskab. Ved hans død gik følgende lille historie, der kan tjene til belysning deraf, rundt i en del blade: “Der var efterårsmøde hjemme på min egn. Poul la Cour skulle tale. – En gammel nabohusmand, vi havde i dagleje, havde vi ikke noget videre at give at bestille, da vi alle tog til mødet, og vi fik så den idé at tilbyde ham, at han måtte gå med. “Det er vist ikke noget for mig”, sagde han, “men når a alligevel får min dagløn, så…” Så gik vi til mødet. Det store hus var propfuldt af mennesker. Der var mødt op mod 3000 tilhørere, næsten udelukkende bønder og mange, som aldrig havde hørt et foredrag før. Så trådte Poul la Cour frem. Han ville tale om himmelrummet, om himmellegemernes forhold til hinanden… Vor husmand sad lige over for mig og syntes at forberede sig på en lille slummer. Da la Cour sluttede og jeg atter så mig om i salen, faldt mit blik først på den gamle husmand. Han sad lige foran mig: Munden stod halvåben, og øjnene stirrede endnu på den talerstol, la Cour havde forladt. Jeg trak ham i ærmet for at spørge ham, hvad han syntes om foredraget. Men han mærkede det ikke. Han vedblev at stirre på talerstolen. Da vi fulgtes ad hjem, havde han ikke ord nok at sige om foredraget. Det var alligevel “det skønneste”, han nogensinde havde hørt. Vi gik begge og faldt hen, hver i sine tanker over foredraget. Nogen tid efter afbrød husmanden tavsheden. “Men der er noget, a er ked af”, sagde han stilfærdig med et suk. “Og det er?” spurgte jeg forundret. “At Sidsel ikke også kom med til det møde.” Sidsel var hans kone.”

I 1881 gjorde Poul en rejse til Amerika, navnlig i anledning af tonehjulet, og 1882 lykkedes det ham at sælge det amerikanske patent. I 1883 opfandt han spektrotelegrafien, der i og for sig var en smuk opfindelse, men aldrig fik nogen praktisk anvendelse. I 1891 begyndte han med statsunderstøttelse at foretage forsøg med en mindre mølle over vindkraftens anvendelse. Opfandt samme år kratostaten, hvorved han har bragt vinden til at drive maskiner med en jævn hastighed. I 1897 blev han ved forhøjede bevillinger på finansloven sat i stand til i Askov at bygge en større forsøgsmølle med laboratorier. Imidlertid bragte den ham på forskellige måder skuffelser, og der kom ikke så meget ud af forsøgsmøllens arbejde, som mange havde ventet, skønt han nedlagde mange af sine bedste kræfter i arbejdet der. Dog er der fagmænd, som tror, at der i kommende tider vil vise sig store frugter af dette arbejde.

I sommeren 1900 opfandt han (sammen med mekaniker Rink) en “metode til udvaskning af kviksølvkatoder under ensartede forhold”, hvorpå der toges patent (et aktieselskab – Dansk Alkali-kompagni – stiftedes i 1902 til opfindelsens udnyttelse). Han var formand i den elektricitetskommission, som skulle føre tilsyn med stærkstrømsanlæg her i landet. I 1899 blev han formand i den nystiftede “Nordisk Forening” i Danmark. Han var medlem af “Den københavnske Kirkefond og af Menighedskonventet” fra begges oprettelse. Bestyrelsesmedlem af “Kirkeligt samfund af 1898”, formand for Askov valgmenighed fra dens begyndelse 1899, titulær professor 1894. Ridder af Dannebrog 1902.

Af hans skrifter skal nævnes: “Skovenes indflydelse på varmen” (tidsskr. f. fysik og Kemi IX), “Femårsberetning fra det kgl. landhusholdningsselskabs meteorologiske komite for 1866-70”. “Sammenhængende skylags højde” (Vid. Selsk. forhandlinger 1871). “Bearbejdelse af Tyge Brahe’s meteorologiske dagbog” (1876). “Tonehjulet” (1878), “Historisk matematik” (1888). “Menneske-legemets bygning og livs virksomhed” (1889). “Regulering af vindkraft etc”. (tidsskr. f. landøkonomi 1892). “Historisk fysik” (sammen med Jacob Appel) (2 Bd. 1896-97). “Menneskeåndens Sejre” (sammen med Helge Holst) (1904); “Forsøgsmøllen” (I-IV, 1901-03), “Landlige elektricitetsværker” (sammen med Jacob Bjerre L1907J udg. af Dansk vindelektricitetsselskab). En følge af Pouls deltagelse i folkeuniversitets-undervisningen er den lille bog “Tidens naturlære”. I eventyrform har han søgt at fremstille energiens forvandling i “Trolden tøjlet, tæmmet og taget i tjeneste” (med Illustrationer af Troels Trier). Desuden har han skrevet en mængde artikler og afhandlinger i tidsskrifter og blade.

Han døde 24. april 1908 i Askovhus, og ved budskabet om hans død skrev forfatteren Andersen-Nexø i Politiken: “Den græd ej for guld, som aldrig guld åtte! Derfor kunne man derinde (d.v.s. i København) køre roligt videre, men hver mand herude måtte standse og se sig tilbage, da posten kom cyklende langs landets veje med budskab om, at nu var den ånd gået bort, der – måske mere end nogen anden – havde åbnet bondens sans for verdens grænseløshed udefter og livets uendelige rigdom indad i ham selv.” Men ved hans begravelse lød det gennem valgmenighedspræst Axel Helvegs mund: “Velsignet af Gud, varmet af Guds nådes varme stod han lysende iblandt os. Hvor har det ikke lyst om os, store og små, fra ham! … Der er en sol slukket iblandt os. Men det, som lyste i ham, den Guds velsignede, slukkes aldrig. Vi kan jo slet ikke forstå, at vi ikke skal se ham mere. Han fyldte iblandt os, ikke blot som videnskabsmand og som skolemand, men fyldte sin store plads som Gudsbarnet i Guds menighedskreds.”

Stærkest, smukkest og sandest træder dog la Cours eftermæle frem i Bjørnstjerne Bjørnsons vers, som også står på hans gravsten:

”Opdagertanker, klare, høje
og lykkefager kærlighed,
de mødtes i hans store øje
som solskin i et blomsterbed.

Blandt bønderne han ville blive,
og der, hvor de var stævne sat,
han gav (og strålte ved at give)
sin lærdoms og sin hjerteskat.

Under sit billede skrev han:
Verdens urværkets tandhjul lidet os agter: lykkelig den, der betror sig til evige magter.

Gift første gang 4. april 1873 med Hulda Christina Birkedal Barfod la Cour (f. Nielsen Birkedal Barfod). Født 28. juni 1850 på Nørrebro. Død 5. december 1878. Adopteret 27. juli 1851. Var 1866 i huset hos præsten Rørdam i Ondløse. Gik sommeren 1867 på Askov Højskole. Var 1869 -70 i huset hos sin ældste svoger og søster på Landboskolen og 1870-71 hos sin fætter, forpagter Ludvig Thomsen på Edelgave. Hulda Barfods betydning for Poul la Cours kristelige og menneskelige udvikling kan næppe anslås for højt. Hans interesser havde hidtil ikke spændt vidt, men nu åbnede hun hans blik for åndslivet. Ved hendes begravelse udtalte han: “Skulle jeg da udtrykke under et, hvad der var hendes grundsyn, som gennemtrængte hele hendes væsen, da er det den sandhed, at kærligheden er den største stormagt i verden.” Det er da også fra hende, Poul la Cour oprindelig fik det ord, som siden er blevet kendt og kært som hans valgsprog: “Prøv – med kærlighedens stærke arm.”

74K(b) 74K(a)

Gift anden gang 2. juni 1882 med Christine Marie la Cour (f. Marstrand). Født 20. juni 1851 i ved Svanemøllen i København. Død 12. januar 1927. Datter af bager og dampmøller i København Troels Casper Daniel Marstrand og Caroline Emilie Carlsen. Rejste september – december 1865 i syden. I huset hos pastor Nansen (i Taps) november 1870 – maj 1871. Gik på Askov Højskole somrene 1871 og 1872, derefter lærerinde samme sted i gymnastik og håndarbejde til 1879. Rejste i 1877 i Norge, 1878-79 til Paris, Pyrenæerne, Rom. Hos pastor Hoff (i Ubberup) vinteren 1880-81. Derefter hos pastor Knudsen (i Lejrskov) et halvt år for at lære husholdning. Fulgte 1901 sin mand på en rejse til Norge. Boede efter sin mands død i Askovhus til september 1926 og var i sin datter Julies hjem de sidste måneder af sit liv.
(8 børn)