13 Niels Georg la Cour

13M

Født 11. december 1797 i Viborg. Død 21. december 1876 i København. Søn af Niels la Cour (nr. 02) og Georgia Nicoline la Cour. Som barn fulgte han sin fader og dennes kompagni, hvor det lå i kvarter, og var endogså selv væbnet med i kamp mod en engelsk barkasse ved Ebeltoft 1809. Året efter lykkedes det ham at blive antaget som landkadet på 90 rigsdalers betaling med kost og ophold på landkadetakademiet, og 10. januar 1810 indtrådte han i den daværende yngste skoleklasse, hvorved hans inderligste ønske blev opfyldt, da hele hans hu stod til den militære stand. Hans søn, oberst Victor Dornonville de la Cour, har i et omfangsrigt manuskript: “Af mit liv og min tid, erindringer nedskrevne fra november 1908 til november 1914 og derefter lejlighedsvis supplerede”, fortalt følgende om sin faders optagelse på landkadetakademiet. Det grunder sig på generalens egen meddelelse, som “har præget sig fast i min hukommelse”.

“Min fader, en stor og stærk prygl af en dreng på lidt over 12 år, er ene ankommen til København, for efter modtagen tilsigelse at melde sig på landkadetakademiet. Med en hel del besvær er han, ved at spørge sig for, nået ud til Akademigade og betræder nu med en vis hellig gysen, men dog frejdigt nok, for første gang, kommende ind igennem lågen i Akademigade, landkadetakademiets enemærker. Der er tomt i gården, og gående langs med den store bygning – i Jylland havde han aldrig set så stort et hus – kom han igennem en stor port ind i forhallen, fra hvilken der førte trapper op til de øvre etager. Medens han går op af disse, hører han nogen komme springende rask ned ad trapperne og bliver glad, da han ser, det er en kadet. Han må kunne vise ham tilrette og sige ham, hvor han skal henvende sig. Kadetten standser og måler den civile fremtoning med store øjne. “Med forlov” siger min fader på bredt jysk, “kan han ikke vise mig, hvor kontoret er?” “Hvad er du for én, og hvor kommer du fra?” er kadettens svar med stærk holstensk accent. “Jo, jeg skulle melde mig her i dag for at blive landkadet, og jeg er fra Jylland!” svarer min fader. “Ih, så er du jo en jysk tranlampe!” siger kadetten, og ligeså hurtigt replicerer min fader: “Jamen så er du en tysk vindbeutel!” hvorpå kadetten langer min fader en knaldende lussing. Men den jyske tranlampe er ikke forknyt, han giver kadetten råt for usødet, og da det under slagsmålet snart viste sig, at jyden var den stærkeste og den sejeste, så indskrænkede kadetten sig til defensiven, idet han tog stilling med ansigtet mod væggen, gemmende hovedet i de korslagte arme og søgte at holde sin modstander fra livet ved at sparke bagud.

Men min fader var nu kommet i krigshumør. Uden at ænse sparkene, men dog så vidt muligt undgående dem, stod han ved siden af kadetten og dunkede ham med knyttet næve i nakken. Og så optaget var han af denne hans hævnlyst tilfredsstillende beskæftigelse, at han slet ikke mærkede, at der var kommen nogen ned ad trappen og havde stillet sig bagved ham igen, før han følte den sviende smerte af en tamp, der dansede på hans rygstykker, og samtidig hørtes det indignerede udråb af en stemme på ravnorsk: “Nej, for en ulykke! Hvad er det for en civil dreng, som står der og prygler en kadet?! Jeg skal lære dig! Hvad er du for en, og hvad vil du her?” Selvfølgelig havde min fader straks holdt inde med chargeringen, da han mærkede tampen, og med et lydeligt “Av” og gnidende sin ryg vendte han sig om og stod nu ansigt til ansigt med en af landkadetakademiets skoleofficerer, den norskfødte løjtnant de Seue, som han senere fik at vide. Som svar på de til min fader rettede spørgsmål kom det nu i en meget forknyt tone fra den stakkels dreng: “Jo, jeg skulle i dag melde mig her på akademiet for at blive kadet og så . . “ “Ja, det er en net måde, han introducerer sig på, må jeg sige”, afbrød løjtnanten ham, “overfalde den første kadet, han træffer på, og tilmed en vordende, ældre kammerat!” Aldeles fortabt stod min fader der, mens tårerne randt ham i strømme ned ad kinderne af harme og undseelse, men så på éngang brød det ud af ham: “Men han slog først, og så kaldte han mig for en jysk tranlampe!” “Ja, men han kaldte mig for en tysk vindbeutel!”, faldt kadetten ind. – løjtnanten fikserede nu begge parter. “Hm, hm, hm” sagde han til sidst, “har du fået prygl ved denne lejlighed, Baller, så skønner jeg nok, at du har selv været ude efter dem. Og hvad dig angår, min dreng, så se nu ikke længer så modfalden ud, nu skal jeg tage mig af dig og vise dig til rette, og så strør vi sand på den historie.” Trøstet fulgte min fader med løjtnant de Seue, og inden aften var han installeret som kostkadet på det kongelige landkadetakademi.

I omtrent 4 år tilendebragte han sit akademiske kursus, forlod skolen med bedste karakter og udnævntes til sekondløjtnant den 2. december 1813. Efter ansøgning ansattes han derefter ved det slesvigske infanteriregiment, der på den tid lå indesluttet i Rendsborg, og afrejste i de første dage af januar 1814 til regimentet. I det danske hovedkvarter, Hindsgavl på Fyn, erfarede han imidlertid, at freden var sluttet, og at han sandsynligvis ville finde sit regiment i dets garnison, Slesvig, en efterretning, der ingenlunde var glædelig for Niels og flere af hans kammerater, som i håb om kamp og hæder havde søgt ansættelse ved det nævnte armekorps. Midt i januar indtraf han ved regimentet, men permitteredes straks på tre måneder.

Få uger efter beordredes han imidlertid til at indfinde sig på ny, da regimentet hørte til det 12000 mand stærke hjælpekorps, der under befaling af generalløjtnant von Kardorff (1756-1820) skulle afgå til Frankrig mod Napoleon. I marts afmarcherede man fra Slesvig, men ved Rhinen indløb der ordre om at vende tilbage, og i juli rykkede regimentet atter ind i sin gamle garnison. Efter ansøgning forsattes Niels la Cour i februar 1815 til 2. jyske infanteriregiment, der garnisonerede i Viborg, men da krigen med Frankrig udbrød på ny samme år, og da Danmark ifølge indgåede traktater skulle stille et hjælpekorps til de allieredes rådighed, søgte Niels om tilladelse til at følge med, og 12. juli afmarcherede regimentet. Efter at hele hjælpekorpset var samlet, drog det under kommando af Prins Frederik af Hessen over Hamborg til Bremen og omegn. Her indløb imidlertid ordre til at gøre holdt, og efter et par ugers forløb tiltrådte man igen tilbagemarchen til Holsten.

Det var en ny skuffelse for Niels, men endelig blev det til alvor. Bataljonen indlemmedes i det kontingent, Danmark skulle stille til okkupationsarméen i Frankrig, og 20. november 1815 forlod den sit kvarter i Rendsborg. 16. januar 1816 rykkede man ind i fæstningen Bouchain, Dep. du Nord, og afløste den derværende engelske besætning med fire kompagnier, hvoriblandt livkompagniet, som Niels la Cour dengang var ansat ved. Undervejs hilste han tilfældig i Utrecht på en la Cour, som var gift med en Dornonville de la Cour. I marts måned forsattes han til jægerkompagniet, der kantonnerede i landsbyen Mastaing, en fjærdingvej fra Bouchain. Under de to første års ophold i Frankrig afvekslede kompagniet med garnison i fæstningen og kantonnement i de omliggende landsbyer. I det tredje år, 1818, forflyttedes bataljonen til Marchiennes, en lille, ubefæstet by, omtrent 3 mil fra Bouchain, hvor den forblev til hjemmarchen, som fandt sted i november samme år, og 13. januar 1819 rykkede den ind i Aalborg, men forflyttedes i maj 1820 til København. Mindet om hans deltagelse i togtet til Frankrig blev længe efter på en meget fornøjelig måde opfrisket. Herom fortæller oberst Victor Dornonville de la Cour i de ovenfor nævnte erindringer:

“Mange, mange år efter – det var under krigen 1864, da 4. division under general Hegermann-Lindencrone, til hvilken også 5. dragonregiment hørte, efter kampen ved Vejle d. 8 marts havde trukket sig tilbage til Mors, hvor jeg gjorde tjeneste som adjudant ved forpostkommandoen – red jeg en dag ud for at inspicere kystvagterne. Jeg blev da opmærksom på en gammel bondemand, som, da jeg red forbi ham, rev huen af, så at hans hvide hår flagrede for vinden, og holdt den på en militærisk vis ned ved siden. Jeg standsede min hest og kunne ikke bare mig for at udbryde: “Det var ret, der har vi nok en gammel soldat, som vil vise, at han ikke har glemt, at han har været det.” “Javel Hr. løjtnant”, svarede han, men mæ Fålov, A hår hør, te’ løjtnanten sku’ hedd’ la Cour. A hår å kjent en løjtnant, som hed la Cour, dæ var da A stu’ som Sældåth ve’ anden jydske der neer i Frankrig for manne manne Oer sien, og A var Oppasser ve den løjtnant la Cour; A hår å hør, te’ han sku’ løw’ ænnu, å han sku’ vær’ Genrål.” “Ja, det er rigtigt nok”, svarede jeg, for det er min fader.” – “å nej, Herre Guj da, er løjtnanten en søn af mi egen løjtnant?” — Men sig mig nu, hvad er Deres navn, for når jeg næste gang skriver til ham, så skal jeg hilse ham fra Dem, og det vil glæde ham.” – “A hedder Poul Weberstoft, å’ hvissommensti løjtnanten virkelig vil hils Djer Får, så sejer A så manne, manne tak!” “Ja, det kan De stole på, jeg skal ikke glemme, men nu har jeg ingen tid at opholde mig længere, men hvis De i morgen, søndag formiddag, vil komme op og besøge mig på Store Ørndrup, så vil jeg gjerne tale med Dem og høre lidt mere om, hvordan De havde det dernede i Frankrig dengang, og hvordan De har det nu.” — “Ja, tak, Hr. løjtnant, A skal nok kom.”

Og den næste dag mødte også den gamle Poul Weberstoft og det i sine kisteklæder. En rigtig pæn gammel mand var det, i langskødet frakke, knæbukser, langskaftede støvler og kasket med en stor skygge samt en lang, gammeldags stok med metalknap i hånden. Jeg fik en hel del mere at høre om ham. Han havde været gift, men hans kone var død, og de havde en datter, hos hvem han sad på aftægt, da han havde afstået datteren og hendes mand sit boelsted, mod at han skulle have underholdet hos dem til han døde. Men jeg kunne – uden at han dog direkte beklagede sig over noget – af hans beretning nok forstå, at de holdt ham noget knebent, og at han, som altid havde holdt meget af at ryge, havde måttet indskrænke sit tobaksforbrug i betydelig grad. Om min fader fortalte han, at han havde været en “dejli’ mand”, og han kunne nøjagtigt opgive mig, hvor mange Francs og Centimer han, mens de lå i Bouchain, havde hentet for ham hos regimentskvartermesteren i månedlig gage. Da han begyndte at lette på sig for at sige “Fåwal”, stak jeg ham en specie i hånden med de ord: “Der, Poul Weberstoft, det er til tobak, og så skal De have tak, fordi De kom herop, og tak skal De have for det gode, De har sagt mig om min fader.” Før jeg kunne forhindre det, havde han grebet min højre hånd og kyssede den, og så sagde han, mens en tåre randt ned over kinden: “tak, Hr. løjtnant, A ka I fornem te De hår Djer’ Fårs sind!” Og nu var det mig, der var nær ved at blive bevæget. – Jeg bragte min fader Poul Weberstofts hilsen, som han blev glad over. Han kunne godt huske ham.”

I 1824 udnævntes Niels la Cour til premierløjtnant. I november 1828 overdroges det ham af regimentet at lede mandskabets gymnastik- og våbenøvelser, og han gennemgik som følge deraf i 5 måneder kavaleriekserserskolen ved det Sjællandske landsenerregiment i Næstved. Efter aflagt eksamen modtog han attest fra regimentets chef, generalløjtnant C. Bassewitz (1755-1831), “på at have aflagt udmærkede prøver på sin duelighed i de for kavaleristen ejendommelige dele af kavaleriekserserskolens instruktion” og afgik derpå til tjeneste ved sit regiment i København. I Næstved så han vist første gang sin tilkommende hustru. Hendes søster, Lisa Bruun, var nemlig gift med ekserserskolens forstander, ritmester Andreas Steenstrup, men Emilie Bruun var dengang kun 17 år gammel, og først 3 år senere blev de forlovede. Da gymnastik og våbenøvelser stadig havde vakt hans interesse, blev han i 1829 efter opfordring og andragende af gymnastikdirektør, professor og ridder Nachtegall ansat som inspektionsofficer ved det kgl. militære gymnastikinstitut, hvor undervisningen i bajonetfægtning og kavaleriets våbenøvelser blev ham overdraget. Hertil egnede han sig vistnok ganske særlig ved sin overordentlig kraftige bygning, sin store smidighed og sine udholdende kræfter. I 1830 udarbejdede han efter ordre et forslag til de nødvendigste regler for kavaleriet om den gensidige brug af de forskellige blanke våben, hvilket forslag blev antaget med såre få forandringer. 1. maj 1833 ansattes Niels la Cour som lærer i gymnastik ved det kgl. landkadetakademi og underviste 1833-34 Prins Frederik (VII) i våbenøvelser. I 1834 meddeltes der ham kaptajns anciennitet og samme år blev han ridder af Dannebrog. Sommeren 1839 foretog han med kgl. understøttelse en rejse til Tyskland og Frankrig for at gøre sig bekendt med gymnastikundervisningen i disse lande. Herom fortæller hans søn i sine nævnte erindringer:

“Min fader havde i slutningen af trediverne udarbejdet et reglement for sablens og landsens brug i vort kavaleri, og dette reglement blev, efter at være blevet prøvet af en dertil nedsat kommission, indført i kavaleriet. Da min fader i den anledning blev tilsagt til audiens hos Kong Frederik VI – jeg ved ikke, om det var i 1838 eller foråret 1839 – udtalte den gamle Konge sin påskønnelse af hans virksomhed som lærer ved det gymnastiske institut, og min fader greb da lejligheden til at fremføre et ønske om at gøre sig bekendt med gymnastikkens udvikling i Tyskland og Frankrig. – “Men hvor få vi pengene fra til en sådan rejse?” udbrød Kongen. -”Ja, jeg har dem ikke, Deres majestæt!” svarede min fader. -”Ja, jeg heller ikke”, sagde Kongen, “men, hø, hø, hø! jeg kan forstå, at han mener noget for noget! Og det kan der jo være noget i! Har han gjort landet en tjeneste ved at udarbejde sine reglementer, så er det rimeligt nok, at vi gør ham en tjeneste til gengæld og giver ham lejlighed til at studere gymnastikkens udvikling andre steder, så kan han måske få lejlighed til at gavne sit land en gang til. Hø, hø, hø!” Og så fik min fader de nødvendige rejsepenge. Under sin rejse kom han også til Paris, og der traf han sammen med en landsmand, en hr. von Holstein, der senere blev kammerherre. Sammen med ham traf han en dag en polsk Uhlanritmester, med hvem han kom i disput om landsens brug. Disputen blev varmere og varmere, enhver af dem holdt på sit, og enden blev, at det blev aftalt, at de skulle prøve et lille rencontre mod hinanden til hest og med stumpe landser. Det skulle finde sted i et ridehus, og hr. von Holstein skulle være tilstede som opmand. Det princip, som min fader havde forfægtet, var, at landsens føring med begge hænder var at foretrække for landsens føring med én hånd. Uhlanrit- mesteren kendte ikke til landsens føring med begge hænder og holdt på, at den førtes sikrest og kraftigst med en hånd. Aftalen var da, at hver af modstanderne skulle føre landsen efter sin metode. Rencontret fandt også sted og med det resultat, at den polske ritmester i to på hinanden følgende omgange blev stødt af saddelen. Denne episode har jeg hørt bekræftet, som jeg her har meddelt den, for få år siden af nuværende oberstløjtnant von Holstein, der havde hørt den fortælle af sin onkel, den ovenfor omtalte kammerherre von Holstein.

Som nævnt nedenfor, havde Niels la Cour bryllup 1835, og om det første hjem skriver sønnen i sine optegnelser: Min fader havde i hele sin løjtnantstid ikke haft nogen pekuniær støtte, men måtte komme ud af det med sin gage, og den var knap i de tider. Ikke desto mindre gjorde han ikke gæld. Thi efter hans strenge anskuelser var en mand, der gjorde bestandig gæld ikke stort bedre end en bedrager. Derfor havde han i mange år i sin sekondløjtnantsperiode ikke råd til at spise varm middagsmad, men levede udelukkende af tør kost, og han sagde, at det var forbavsende så billigt, man kunne leve, når man var nødt dertil; thi uniformen, den skulle og burde altid være frisk og pyntelig, på den kunne intet spares, og uniformen var meget dyr, da klædet i de tider var over dobbelt så dyrt som nu om stunder. Senere, da min fader blev premierløjtnant, og navnlig da han fik bestillingstillæg som inspektionsofficer ved det gymnastiske institut og lærer ved landkadetakademiet, slog gagen med emolumenter bedre til, men indtægterne var dog tilsammen ikke større, da han giftede sig, end alt i alt 800 rigsdaler årligt.

Et held var det derfor for ham, at han fik en hustru, der var ligeså sparsommelig som han, havde de samme anskuelser med hensyn til stiftelse af gæld, og som fra begyndelsen af forstod at sætte tæring efter næring. Men i de tider kendte man ikke til den luksus, der nu til dags gør sig gældende, når unge folk skulle sætte bo. Mine forældres første hjem var en 3 værelsers lejlighed på en 3. sal i Dronningens Tværgade, og med den sum af nogle få hundrede rigsdaler, som min moder fik til udstyr fra sit hjem, skulle der ikke gøres store spræl. Deres møbler indskrænkede sig til det nødvendigste til møblering af en dagligstue, en spisestue og et sovekammer, samt til forsyning af køkkenet med det nødvendigste husgeråd og porcelæn, og dog, har de ofte fortalt mig, var de visse på, at de dengang vare lige så glade for deres tarvelige hjem, som unge folk senere, hvis udstyr har kostet flere tusinde, ja de vare måske endnu lykkeligere; thi som tiden gled, blev de i stand til ved gennemført sparsommelighed efterhånden at komplettere deres bohave, og hver ny anskaffelse var da en kilde til fælles glæde for dem.

I 1842 udnævntes Niels la Cour til kaptajn af 1. klasse og til forstander for det militære gymnastiske institut og virkede som sådan fra 1842 til foråret 1848 til almindelig anerkendelse, hvorom de hyppige besøg vidner, hvormed instituttet beæredes af fremmede fyrstelige personer og fremmede militære. Under Kongen af Preussens ophold her, blev han juni 1845 udnævnt til ridder af den Røde ørns Orden. Efter generalkrigskommissær Nachtegalts død, blev han den 23. juni 1847 direktør for gymnastikken i Danmark og indlagde sig i denne stilling store fortjenester af legemsøvelserne her i landet. Derfor hed det om ham i talen ved hans båre: “Før hans tid blev de [legemsøvelserne] næsten aldeles ikke drevne, navnlig i landsbyskolerne, uagtet man læste pralende beretninger i så henseende. Han blottede dette uvæsen, og ved sin ihærdighed bragte han øvelserne overalt i gang og brød ved sin fasthed den modstand, som på mange steder viste sig, så at de nu dog drives ret godt den dag i dag. Nu er hans metode måske forældet og næppe tidssvarende som forberedelse til nutidens krigskunst, men det skal siges til hans ros, at han har arbejdet for disse øvelser med en interesse, ja jeg kan gerne sige kærlighed, som ingen anden, og at de, da han stod på sit højdepunkt, ragede frem over de tilgrænsende landes.” (Tale ved generalmajor Niels Georg la Cours begravelse den 27. december 1876 af C. la Cour, provst, sognepræst til Helsinge).

Han foretog – krigsårene fraregnet – hvert år en længere inspektionsrejse landet rundt. Det ene år inspicerede han gymnastik og våbenbrug i alle landets garnisoner, og det næste år inspicerede han samtlige civile skoler i København og købstæderne samt en del landsbyskoler. Ved krigens udbrud 1848 udnævntes han til forstander for de tre til krigsreserveofficerers, underofficerers og rekrutters uddannelse oprettede skoler, nemlig central-, kommando- og rekrutskolerne for frilodsmænd og skilte sig med stor dygtighed og humanitet fra dette vanskelige hverv. Den 17. juli 1848 blev han major og 29. december samme år Dannebrogsmand. Af den i september 1848 tilbageværende del af rekrutekserserskolen fik Niels ordre til at formere en bataljon (2. forstærkningsbataljon), for hvilken han udnævntes til kommandør, men da våbenstilstanden imidlertid var indtrådt, og Niels som direktør for gymnastikken skulle foretage en inspektionsrejse, afgik han kort efter fra kommandoen over denne bataljon. I vinteren 1848-49 øvede han søofficererne i de for dem brugelige dele af landtjenesten.

I 1849 udnævntes han til kommandør for 6. reservebataljon, som til den tid skulle formeres i Vejle af hjempermitterede mandskaber, afgivne dertil fra forskellige andre bataljoner, afmarcherede 29. august fra Vejle over Fyn til Als for at slutte sig til 4. brigade under general Moltke. Indskibede sig 9. april i Hørup-Hav for at overføres til Fredericia og ankom dertil dagen efter. Han deltog med ildfuldt mod og stor hæder i slagene ved Kolding 23. april 1849 og Gudsø 7. maj 1849, hvor han med 4 bataljoner og halvandet batteri måtte kæmpe mod en langt overlegen magt under selve general Bonin, i slaget ved Popholt 24. juli 1850, hvor en hest blev skudt under ham, og Isted 25. juli 1850, samt i rekognosceringerne mod Stentenmølle 8. august 1850 og Stabelholm 8. september 1850. Efter slaget ved Gudsø blev Niels la Cour oberstløjtnant. Ridder af den russiske St. Anna orden 6. oktober 1850. Tog sin afsked i 1858 på grund af en øjensygdom og fik titel af generalmajor. Gjorde derpå med sin hustru af sundhedshensyn en rejse til Schweiz og Norditalien. Kommandør af Dannebrog 1859. Under krigen 1864 tilbød han atter sin tjeneste, men blev dengang ikke brugt, da han ikke ville modtage komandantposten på Trekroner og desuden i en indsendt afhandling havde erklæret sig uenig med regeringen om måden, hvorpå krigen blev ført. På grund af den nye hærlov fratrådte han som gymnastik- inspektør i 1868, tog sin afsked som gymnastikdirektør i 1870. Døde efter få dages sygeleje 21. december 1876 i København. Hans søn skildrer ham i følgende ord:

“Min fader . . . var temmelig høj, men meget kraftig byg- get med ansats til korpulence. Efterhånden blev han også temmelig svær. Men han havde et udmærket helbred, var let og hurtig i sine bevægelser og gik med små, hurtige skridt. Han havde et åbent og mildt udtryk i sit ansigt, men fik han grund dertil, kunne han også blive vred, og så forsvandt mildheden af hans åsyn. Han skal have fordret meget af sine undergivne, men skånede heller ikke sig selv. Og derfor havde han vel nok også lov til at være streng. Dog har jeg aldrig hørt andet, end at han var afholdt af alle, der havde med ham at gøre, særlig på grund af hans retfærdighed, idet han ikke alene revsede forseelser, men også viste sin påskønnelse af pligtopfyldelse.

Og som min fader var imod andre i sin tjenstlige virksomhed, således var han også i sit hjem, om end det milde i hans karakter vel vandt overhånd indenfor hjemmets område. Dertil bidrog i høj grad påvirkningen af min elskelige moder, som min fader var usigelig øm og kærlig imod. Han var jo 14 år ældre end hun. Men ikke desto mindre viste han altid min moder en næsten minutiøs hensyntagen og rådførte sig altid med hende i alt, hvad der angik hjemmet, børnene eller andre fælles interesser. Men til gengæld blandede min moder sig aldrig i min faders private eller tjenstlige affærer. Jeg tror nok at turde påstå, at den enes virkelige tilbøjelighed overfor den anden var størst på min faders side. Min moder var i sit forhold til sin mand noget mere reserveret, hendes følelser for ham var ubetinget næppe så varme, som hans for hende. Hun havde også betænkt sig længe, dengang han friede, og jeg tror nok, at det er rigtigt, hvad jeg har hørt, at min fader friede 3 gange, før fæstningen overgav sig. Men dog tør jeg dristigt påstå, at mine forældres ægteskab var lykkeligere end de flestes. Thi var min moder end ikke ligefrem bedåret af sin ægtefælle, så højagtede hun ham – hvad hun også havde grund til – og nærede en til virkelig dyb følelse grænsende hengivenhed for ham.”

Og “Berlingske Tidende” skriver ved hans død: “Han var en grundhæderlig mand, og alle, der kendte ham eller kom i berøring med ham, måtte elske og højagte ham på grund af hans retskafne og bramfri karakter og vandel.”

Gift 14. maj 1835 i Frederiksberg med Emilie Antoinette la Cour (f. Bruun). Født 22. januar 1812 i København. Død 9. marts 1872 i København. Datter af Kommandør Eusebius Bruun og Marie Christiane Sophie Gether. Om hende skriver hendes søn i sine erindringer:

“Moder var temmelig stille af sig, men var en meget dyb natur. Dog kunne hun også give sig hen og være munter, og navnlig når hun var sammen med unge. Det må nu ikke forstås, som om moder havde noget stænk af lunefuldhed. Intet kunne være hende fjernere. Hun ville vistnok i hjertet allerhelst tro det bedste om sine medmennesker. Men hun havde en medfødt skyhed overfor fremmede, som hun så første gang. Hun skulle først se dem an, lære dem nærmere at kende, forvisse sig om, hvad de indeholdt, forinden hun kunne åbne sig og vise sig elskværdig mod dem. Men havde hun så endelig fået tillid til nogen, så havde vedkommende vundet en tilforladelig ven for hele livet. Thi ingen var så trofast mod sine venner som min moder. Og efterhånden havde hun også fået en venneflok, som elskede hende og som hun elskede igen. Moder skal have været meget smuk som ung, og jeg kan endnu huske hende fra min femårsalder som en slank, temmelig høj 36-årig dame med en smuk ansigtsoval, høj pande, regelmæssige træk, lille mund og sjælfulde øjne, der ligesom prøvende kunne hvile på én. Dertil havde hun en let gang var harmonisk i sine bevægelser og havde hvide, slanke og velformede hænder. Senere i årenes løb blev moder sværere og mistede den jomfruelige ynde, hun fik dobbelt hage, hvad der navnlig misklædte hende, men hun beholdt det milde, rolige ansigtsudtryk og det sjælfulde blik.” Og i en tale ved hendes begravelse karakteriserer hendes fætter og svoger, provst Carl Bruun fra Svendborg, hende med følgende ord:

“Hun havde ikke det livlige og lette sind, som udbreder glæde, hvor det kommer, og straks indtager hjertet for sig. Hun hørte til de stillere, dybere, mere indesluttede karakterer, som skulle kendes ret for ret at skattes. Vel kunne hun føle sig fuld glad i sit lykkelige hjem, som i venners kreds, og let tilgængeligt var hendes sind for naturens – dog stod livets alvor hende nærmere end livets lyst. Men derfor var der også sandhed i hendes tanke, som i hendes tale. Vi havde fuld tillid til hende, thi vi vidste, at vi kunne stole på hendes ord. Og derfor var også hendes kærlighed så trofast og dyb.”

(3 børn)