01 Frederik la Cour

Født 16. september 1753 på Ørslevkloster. Død 1783. Søn af Pierre la Cour og Margrethe Susanne la Cour. Dimitteret fra Viborg skole 1771 (fik ved sin udgang af skolen tre tønder rug og tre tønder byg), men blev først indskreven som student 1772 og fik Kofod-Ancher til privatpræceptor. Tog 2. eksamen i 1773. Tjente 15. august 1775 på kongsgården Lund på Mors, men alle- rede 18. april 1775 på Åbjerg Hovedgård ved Ringkøbing. Om ham skriver faderen i sin sidste vilje, at han “siden hans udgang af sin faders hus for at forhværve sit brød iblandt fremmede har i klæder og penge fuldkommen fået den arv, han efter hans salig moder. . . kan tilkomme”; men “i henseende at han ikke til dato har forårsaget mig nogen sorg, beregnes kun de rede penge, han har fået, mest til hans tvende rejser til København, som beløber sig i alt til 38 rigsdaler, hvilke penge han efter lovens bydende bør lade sig afkorte i hans møderne arv.” Men under skiftet erklærede hans søskende, at de, siden han har “ladet sig formå at følge med sin yngre bror Jacob” til København, for at “være ham til al mulig assistance” ved hans eksamen, “ingen påstand gøre om strikte opfyldelse af, hvis faderen i så måde har optegnet”; og ved skiftets slutning hedder det endvidere, at “den Frederik la Cour til hans studeringers fortsættelse af faderen skete forstrækning er af arvingerne eftergivet.” Han blev cand.theol. i 1781, men døde ikke meget længe efter som hovmester hos kammerherre Frederik von Arenstorff på Visborggård. Et sagn siger, at hesten styrtede med ham, da han en vinterdag i glat føre red til sit eget bryllup. Man ventede længe på ham, og bruden var allerede fuldt smykket. Så sendte man folk ud, der fandt ham med sønderslået hoved. Men et andet og vistnok langt mere pålideligt sagn siger, at han ville ride et sted til barnedåb, hvor hans forlovede var gudmoder, da hesten styrtede med ham. Han døde dog ikke straks, men bragtes døende ind i et hus ved vejen. Navnet Sommer nævnes i denne forbindelse, men det er usikkert, om hans forlovede hed Sommer, eller om dette var navnet på den familie, hos hvem barnedåben stod, eller på den, hos hvem han udåndede. Ikke bare hans søster Lone omtalte ham som et særdeles elskværdigt menneske, der var særlig afholdt af sine elever, men det samme sagde i det mindste en af de sidste af disse, gamle fru Marie Sofie Lichtenberg, født Arenstorff, sagtens den sidstlevende af dem alle.

(Ingen børn)