02 Niels la Cour

Født 25. oktober 1754 på Ørslevkloster. Død 10. maj 1827. Søn af Pierre la Cour og Margrethe Susanne la Cour. Lærte vistnok først landvæsen hos sin fader, men var derudover en ypperlig jæger og fik som sådan en præmie for at have skudt først en ulveunge og siden ulvinden, dens moder, en af de sidste her i landet. Han var hjemme ved faderens død, men en af dennes venner, kaptajn von Støcken, havde kort forinden lovet, at han skulle blive “underofficer på avantage” ved Kronprinsens Fodregiment. Dette blev han så, – men blev senere kommandørsergent og ordonnans hos kommandanten i København, general Johansen. Denne ville ikke slippe ham, og han blev derfor forbigået af flere yngre, som fik officerspatenter. Han klagede da til Kronprinsen og havde en pebret samtale med denne, som førte til, at han tog sin afsked af hæren og i 1784 blev han “hægemester” på Vajsenhuset, hvad han var til 1789. Nedsatte sig så som spisevært i Skindergade nr. 10, hvor tillige en mængde studenter holdt klub hos ham, men synes efter vejviseren også at have boet Vigandsgade nr. 314. Da hans hus brændte i 1795, flyttede han til Gamle-Skivehus, hvor han vistnok indtil videre sad til huse hos ejeren, en af hans faders gamle elever, etatsråd Aksel Rosenkrantz de Lasson til Astrup, en søn af Matias de Lasson til Bjørnsholm. Dernæst blev han fuldmægtig hos byskriveren, kanselliråd Gjerulff i Viborg. Så løjtnant i landeværnet 1801 (noget senere kaptajn). Postmester i Holstebro i april 1802. Kaptajn og kompagnichef ved det fynske infanteriregiments annekterede bataljon 1807 og lå som sådan i Randers, Ebeltoft og Holstebro. Postmester i Randers i maj 1810 og kanselliråd i juni 1810. Døde pludselig i Randers 10. maj 1827. Hans grovhed var blevet et mundhæld, og han gik under navnet “den gamle bulderbasse”. Men stiftamt- mand Rosenørn kalder ham “en brav mand og tro ven”. Han var “en høj mand med stive støvler og pisk, let i sine bevægelser, snurrig i sine talemåder.”

I København reddede han med livsfare på Peblingesøen et ungt menneske (siden præst i Jylland), som var i færd med at drukne, og blev derfor mange år senere besungen af St. St. Blicher, som skal have fremsagt sit digt om ham ved en folkefest (Himmelbjergsfesten 1839): “Endnu en frelse i nøden – en gang i døden en dansk dåd af en mand, der, hvad folkefærd angår, rigtignok var kun halvblods; thi hans fader var fransk, hans moder dansk. Men i dannished var han fuldblods, han var fransk-hjertelig og dansk-kraftig. Jeg er virkelig lidt stolt af at have været denne hædersmands ven i en række af år – skønt hans år var langt forud for mine, og jeg kun var en pog, da han udøvede det manddomsværk, jeg nu skal omtale Niels la Cour:

Det var en så stadselig vinterdag
Som nogen der skinner i Norden.
smile den herlige sol fandt behag
Fra lyseblå himmel til jorden.
Hver sø med sit istæppe var,
I blændende strimer de blinked
Det glatte og blanke og smilende glar
De enge til skøjteløb vinked;

Der var da en kørsel, så det havde skik
Med kaner og kælke på gaden;
Og ligeså lystigt med gliden det gik
På søen derudenfor staden.
De vrimle og mylre, så ud og så ind,
Nu fremad, nu atter tilbage,
En langsomt, en anden af sted som en vind
Her hund efter hare de jage.

Men endelig under den lystige leg
Som sværmen derude mon øve,
Den falske is er ulykkelig svag,
Og bragende lod den sig kløve.

Det vakte naturligvis bestyrtelse, men ingen tog fat på at redde ham.

Fra byen en korporal nu kom til,
Ville vide, “Hvad her var på færde?”
“- Det er en som drukner” –
Og alle vil jere hjerter med isen forhærde!”
Så springer han frem, lægger ned sig plat,
Og skubber sig udad på maven:
Kom en og tag mig i benet fat!
Ellers plumpe vi begge i graven.”

Da springer derud en Holmens matros
Og bag korporalen sig kaster
Men denne [korporalen] får nu i håret et tag
På ham der i skrogisen plasker;
Han hiver ham op – kaster langt ham bag,
Omkring ham det sprøjter og klasker

Da korporalen kom op at stå
Han kunne jo trænge til varme
Men henad han sprang, hvor den halvdøde lå
Og tog ham op på sine arme.
“Hvor boer han?” Og stakkelen hvidskede mat
Sit huses nummer og gaden –
Godt, godt! vær ej bange! nu har jeg ham fat!”
Så tradsked han med ham til staden.

Der tørt og varmt nu den reddede få,
Lidt efter lidt kom til kræfter,
Det var ikke sært om i mange år
De to blev venner herefter.
Den ene blev præst og den anden kaptain
Men de kunne ligegodt spændes.

og St. St. Blicher afsluttede sine indledningsord med blandt andet at sige:

“Så meget gladere vil jeg tale og synge – ikke digte – thi den rene sandhed kommer nu gennem min mund – som jeg her skuer så mange af hans renblodsslægt. Men ikke alene til eder, I gæve Lacourer! stiler jeg min tale, men til ethvert hjerte, der banker stærkere, når talen er om ædle handlinger.”

Gift første gang 23. april 1790 i Ørum ved Skive med Georgia Nicoline la Cour (f. Mærch). Født 14. januar 1760 i Ørum ved Skive. Død 1. juni 1804 i Holstebro. Datter af Provst Otto Himmelstrup Mørch og Kristine Augusta Hvass. Gift anden gang 29. juli 1810 i Randers med Karen Elisabeth la Cour (f. Lund). Født 11. juli 1772 i Randers. Død 25. august 1836 i Randers. Datter af Morten Brøehner Lund og Anne Marie Håsum.

(7 børn – nr. 10-16)